Den højeste pris

Man behøver ikke være del af et verdensomspændende mediesamarbejde for at sætte et vigtigt punkt på dagsordenen.

Dette indlæg er et shout out til Fagbladet Foa, som fortsætter med at skrive om vold og drab på ansatte i psykiatrien – også efter de fleste* store landsdækkende medier har om ikke forladt så i hvert fald nedtonet dækningen af dette issue, der peakede i påsken efter knivdrabet på en sosu-assistent på bostedet Lindegården i Roskilde.
*Med undtagelse af Politiken som har dækket psykiatrien indgående gennem længere tid. 

Alle drab er forfærdelige. Alle drab på en arbejdsplads er chokerende, meningsløse og burde ikke finde sted. Alligevel er jeg nok særligt berørt over de dødsfald, der har fundet sted på ansatte i socialpsykiatrien de sidste fire år – på bostederne Lindegården, Saxenhøj, Ringbo og Blåkærgård … Fordi jeg selv arbejder på et bosted, og som én af mine kollegaer sagde: Så føles det bare ekstra uretfærdigt, når vi, der har en hjælperrolle, betaler den højeste pris.

Journalistik om psykiatri er ofte vinklet omkring det personlige. Hvordan føles det at have en psykisk sygdom, hvilken betydning, for eksempel i forhold til job, har det for den enkelte? Det har man kunnet læse om i Politikens reportageserie De Utilregnelige fra en retspsykiatrisk afdeling eller se på Danmarks Radio, der bragte et tværmedialt psykiatri-tema i foråret 2014. Kun sjældent er der en bredere, samfundsmæssig vinkel i spil – de få undtagelser er historierne om overmedicinering og bæltefiksering – formentlig, fordi det er formidlingen af den personlige oplevelse af det anderledes og gådefulde, som vækker størst interesse.

Men nyhedskriterier er nyhedskriterier, og derfor undrer det mig, at sikkerhedsvinklen er så forholdsvist forsømt. De seneste fire år er fem medarbejdere på bosteder i socialpsykiatrien slået ihjel, mens de har været på arbejde. Det er en meget høj dødsrate for en meget specifik arbejdsplads – alligevel er det kun noget, der tales om, når det sker og ofte går dækningen ikke dybere end til det sensationelle, og reaktionen rækker ikke længere end til klicheer om at “gøre noget” eller “klæde folk bedre på”.

Sidste februar var flere politibetjente ganske tæt på at blive dræbt i tjenesten. Heldigvis skete der ikke noget, men i kølvandet på begivenhederne ved Krudttønden og Den jødiske synagoge er der fulgt omfattende og intensive journalistiske undersøgelser – blandt andet af politiets arbejdsforhold. Der har været historier om politiets mangel på skudsikre veste og andet udstyr i timerne lige efter terrorangrebet, der har været historier om politiets ikke-eksisterende eller mangelfulde skydetræning, og der har været historier om konsekvenserne af de kronisk mange overarbejdstimer.

Og det er ikke, fordi jeg tror, at hverken medier eller folk generelt er mere interesserede i eller synes nogle erhvervsgrupper er vigtigere end andre. Men jeg savner en journalistik, der er lige så systematisk og lige så vedholdende, når det gælder arbejdsforholdene i psykiatrien.

Man kunne for eksempel se nærmere på:

Hvorfor det netop er på bostederne, at drab på ansatte finder sted? Hvilke strukturelle, politiske, økonomiske og sociologiske årsager ligger til grund for en tilsyneladende pludseligt eskalerende voldelig udvikling? Hvad er der gjort eller ikke gjort for at forbedre ansattes sikkerhed? Hvorfor virker det ikke? Skal bostedernes funktion ændres – og i givet fald til hvad?

Som nævnt i starten af indlægget er Politiken et af de få landsdækkende medier, der skriver om psykiatri og tager spørgsmål som disse op. Drabet på Lindegården har kastet en række interessante artikler af sig, og hvis du skal læse bare et par af dem, anbefaler jeg kronikken Historien om et forudsigeligt drab på et bosted samt interviewet med Iben Nybjerg, der er blevet truet med et hakkejern og en smørkniv på jobbet.

På mit arbejde har vi naturligvis talt sammen om det, der skete på Lindegården og de andre bosteder: Hvad skete der, og hvad kan vi gøre for, at det ikke sker hos os. Men snakken om sikkerhed mod vold og ultimativt drab på arbejdspladsen må aldrig blive en snak, der kun finder sted lokalt eller i et fagblad (beklager FOA). Ingen – uanset hvor de arbejder – kan være tjent med at være udsat for stor fare i deres hverdag uden at deres sikkerhed i det mindste italesættes på den nationale mediedagsorden.

Man behøver ikke være del af en kæmpe, global afsløring for at blive hørt.
Opråbet fra en indigneret kollega til den dræbte Vivi Nielsen blev læst af tusinder på de sociale medier, og Mia Kristina Hansens stemme er stadig vægtig nu næsten en måned senere. Hvis du deler, liker og fortæller om dine oplevelser med sikkerheds-issuet i psykiatrien kan du sørge for, at debatten ikke siver væk fra mediebilledet og forhåbentlig i det lange løb være med til at sikre at de, der tager sig af de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund, ikke selv ender som ofre.

 

Foto: Jørgen True