Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Sommertid er lig med agurketid; også kendt som Sauregurkenzeit (de sure agurkers tid) i Tyskland, la época de la serpiente de mar (søslangens tid) i Spanien og The Silly Season i England – og er den lidt udefinerbare periode i løbet af sommeren, hvor mange af de nyheds-genererende aktører, for eksempel Folketing og store virksomheder, ligger stille, og der derfor sjældent er meget at rapportere om. Dette giver, i fald man spørger det alvidende Wikipedia, anledning til “pseudonyheder” og “almindelig sløvhed i nyhedsstrømmen”.

Spørger du Shout Outs er pseudonyheder om udtjente non-issues, alenlange vejrudsigter og opsendelse af diverse politiske prøveballoner hverdagskost i en grad, så det er en smagssag om det 150 år gamle agurkefænomen enten har afskaffet sig selv eller er en permanent tilstand.


* BREAKING * SHOUT OUTS BRINGER ET DEMENTI * BREAKING * 

Jeg har tidligere beklaget mig over den sparsomme satire i det danske medielandskab og sagt, at man var nødt til enten at høre The Now Show på BBC eller se Last Week Tonight på HBO for at få sig et ordentligt skud dagsaktuel politisk satire.

Det var dog IMPONERENDE så uoplyst, jeg har været…

… Når jeg jo bare kunne have tændt for Den Korte Radioavis på Radio24syv alle hverdage klokken 12:05 og modtaget en timelang syngende svirper til politikere, erhvervsliv, medier, nyheds- og godtfolk.

Den Korte Radioavis bestyres med jernhånd af seniorkorrespondent og stjernejournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm panisk flankeret af det moderne mandspjok, nyhedsredaktøren Rasmus Bruun og den søde, hjælpsomme producerassistent Zissel. En dynamisk trio der serverer nyheder i skarp sovs – knaldhurtigt og kompromisløst.

Shout Outs trækker hermed sin tidligere udtalelse tilbage: Der findes faktisk intelligent, oplysende og vanvittig morsom politisk satire på dansk. Det burde ikke kunne lade sig gøre … så meget sker der da heller ikke i lille Danmark, vel? Men det gør der, Den Korte Radioavis leverer, og Shout Outs er kæmpe fan.

Den Korte Radioavis går på sommerferie om et par dage fredag den 24. juni – altså forudsat at der ikke sker noget uforudsigeligt – og det vil Shout Outs også gøre.

God sommer!

Jeg vil i øvrigt fejre, at vi nu officielt er gået ind i agurketiden. Klokken 23.59. nul nul nul dut i aften så starter agurketiden officielt. […] Den 24. [juni] så tager jeg over til Birgit-ø, og så er jeg dér. Så hjælper jeg med at gøre det til den fæstning, det skal være, inden den muslimske horde kommer. Jeg har allerede bestilt spanske riddere.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, Den Korte Radioavis, 1. juni 2016

PS: Du kan jo fordrive agurketiden med at gå på opdagelse i Den Korte Radioavis’ arkiv. Og det er altså podcastarkivet, ikke at forveksle med arkivskabet, du skal se nærmere på:

 

Den højeste pris

Man behøver ikke være del af et verdensomspændende mediesamarbejde for at sætte et vigtigt punkt på dagsordenen.

Dette indlæg er et shout out til Fagbladet Foa, som fortsætter med at skrive om vold og drab på ansatte i psykiatrien – også efter de fleste* store landsdækkende medier har om ikke forladt så i hvert fald nedtonet dækningen af dette issue, der peakede i påsken efter knivdrabet på en sosu-assistent på bostedet Lindegården i Roskilde.
*Med undtagelse af Politiken som har dækket psykiatrien indgående gennem længere tid. 

Alle drab er forfærdelige. Alle drab på en arbejdsplads er chokerende, meningsløse og burde ikke finde sted. Alligevel er jeg nok særligt berørt over de dødsfald, der har fundet sted på ansatte i socialpsykiatrien de sidste fire år – på bostederne Lindegården, Saxenhøj, Ringbo og Blåkærgård … Fordi jeg selv arbejder på et bosted, og som én af mine kollegaer sagde: Så føles det bare ekstra uretfærdigt, når vi, der har en hjælperrolle, betaler den højeste pris.

Journalistik om psykiatri er ofte vinklet omkring det personlige. Hvordan føles det at have en psykisk sygdom, hvilken betydning, for eksempel i forhold til job, har det for den enkelte? Det har man kunnet læse om i Politikens reportageserie De Utilregnelige fra en retspsykiatrisk afdeling eller se på Danmarks Radio, der bragte et tværmedialt psykiatri-tema i foråret 2014. Kun sjældent er der en bredere, samfundsmæssig vinkel i spil – de få undtagelser er historierne om overmedicinering og bæltefiksering – formentlig, fordi det er formidlingen af den personlige oplevelse af det anderledes og gådefulde, som vækker størst interesse.

Men nyhedskriterier er nyhedskriterier, og derfor undrer det mig, at sikkerhedsvinklen er så forholdsvist forsømt. De seneste fire år er fem medarbejdere på bosteder i socialpsykiatrien slået ihjel, mens de har været på arbejde. Det er en meget høj dødsrate for en meget specifik arbejdsplads – alligevel er det kun noget, der tales om, når det sker og ofte går dækningen ikke dybere end til det sensationelle, og reaktionen rækker ikke længere end til klicheer om at “gøre noget” eller “klæde folk bedre på”.

Sidste februar var flere politibetjente ganske tæt på at blive dræbt i tjenesten. Heldigvis skete der ikke noget, men i kølvandet på begivenhederne ved Krudttønden og Den jødiske synagoge er der fulgt omfattende og intensive journalistiske undersøgelser – blandt andet af politiets arbejdsforhold. Der har været historier om politiets mangel på skudsikre veste og andet udstyr i timerne lige efter terrorangrebet, der har været historier om politiets ikke-eksisterende eller mangelfulde skydetræning, og der har været historier om konsekvenserne af de kronisk mange overarbejdstimer.

Og det er ikke, fordi jeg tror, at hverken medier eller folk generelt er mere interesserede i eller synes nogle erhvervsgrupper er vigtigere end andre. Men jeg savner en journalistik, der er lige så systematisk og lige så vedholdende, når det gælder arbejdsforholdene i psykiatrien.

Man kunne for eksempel se nærmere på:

Hvorfor det netop er på bostederne, at drab på ansatte finder sted? Hvilke strukturelle, politiske, økonomiske og sociologiske årsager ligger til grund for en tilsyneladende pludseligt eskalerende voldelig udvikling? Hvad er der gjort eller ikke gjort for at forbedre ansattes sikkerhed? Hvorfor virker det ikke? Skal bostedernes funktion ændres – og i givet fald til hvad?

Som nævnt i starten af indlægget er Politiken et af de få landsdækkende medier, der skriver om psykiatri og tager spørgsmål som disse op. Drabet på Lindegården har kastet en række interessante artikler af sig, og hvis du skal læse bare et par af dem, anbefaler jeg kronikken Historien om et forudsigeligt drab på et bosted samt interviewet med Iben Nybjerg, der er blevet truet med et hakkejern og en smørkniv på jobbet.

På mit arbejde har vi naturligvis talt sammen om det, der skete på Lindegården og de andre bosteder: Hvad skete der, og hvad kan vi gøre for, at det ikke sker hos os. Men snakken om sikkerhed mod vold og ultimativt drab på arbejdspladsen må aldrig blive en snak, der kun finder sted lokalt eller i et fagblad (beklager FOA). Ingen – uanset hvor de arbejder – kan være tjent med at være udsat for stor fare i deres hverdag uden at deres sikkerhed i det mindste italesættes på den nationale mediedagsorden.

Man behøver ikke være del af en kæmpe, global afsløring for at blive hørt.
Opråbet fra en indigneret kollega til den dræbte Vivi Nielsen blev læst af tusinder på de sociale medier, og Mia Kristina Hansens stemme er stadig vægtig nu næsten en måned senere. Hvis du deler, liker og fortæller om dine oplevelser med sikkerheds-issuet i psykiatrien kan du sørge for, at debatten ikke siver væk fra mediebilledet og forhåbentlig i det lange løb være med til at sikre at de, der tager sig af de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund, ikke selv ender som ofre.

 

Foto: Jørgen True

Foto: Jørgen True

Je suis

I går, nogle timer efter bomberne i Bruxelles, lagde Joseph Willits fra London et billede på Facebook: “Je suis … sick of this shit”. Træt af det l***.

Nu kan jeg ikke vide, om han og jeg er trætte af det samme, men det tror jeg.

Jeg er træt af at se de samme billeder; håndholdte og uskarpe fulde af sort røg, blå blink, gule breaking-bånd.
Jeg er træt af at høre de samme lyde: skærende, kommanderende alarmer, sirener, råb og forvirring.
Jeg er træt af faldskærmsjournalistik, hvor reportere står på ryggen af hinanden på det samme gadehjørne og stiller de samme spørgsmål og bringer den samme historie.
Jeg er træt af at diskutere de samme meta-spørgsmål igen og igen: Om studieværter må græde på direkte tv. Om sympati og medfølelse på sociale medier er hyklerisk. Om den massive mediedækning og ønsket om at vide mere reelt fungerer som en gigantisk frygt-forstærker, der medvirker til at holde et hamsterhjul af meningsløs vold i gang.

Jeg er træt af, at det ikke engang overrasker mig, at BBC kommer til at vise optagelser af en eksplosion, der viser sig at være noget helt andet.
Jeg er træt af, at jeg kender terror-drejebogen til hudløshed og véd, hvilken side vi er på nu, og hvilken akt, der er den næste.
Jeg er træt af, at jeg er så træt af den forudsigelige terror-journalistik og de forudsigelige reaktioner på den, at jeg ikke engang kan skrive et ordentligt blogindlæg men må nøjes med en eller anden form for alenlang ordskvalder.

Men mest af alt er jeg træt af, at det, der skete i Belgien i går, er vores allesammens hverdag – alle steder, hele tiden.

Holder det ikke snart op?

*****

Ifølge fagbladet Journalisten har de danske og nordiske medier faktisk begået en eksemplarisk anti-nu går den vilde nyhedsjagt-dækning fra Bruxelles. De har været påpasselige i forhold til usikkerheder og ubekræftede rygter – og de har været hurtige men samtidig tilbageholdende med at vise grusomme billeder. Du kan læse kommentaren Dækningen af Bruxelles var en sejr for medierne på Journalistens hjemmeside.  

Je suis

Noget om ofre

Det er interessant at iagttage, hvordan offer-rollen er i spil i journalistikken for tiden.

Som regel er man sjældent i tvivl om hvem, der spiller hvilken rolle, når man betragter en journalistisk historie gennem narrative briller: En klar fordeling af skurke, helte, medhjælpere og modstandere gør det nemmere at gennemskue og videreformidle problemstillinger og forløb.

Pt. kan man følge med i mindst to historier, hvor offeret er omdrejningspunkt. Der er den om de misbrugte plejefamilie-piger fra Slagelse, og der er den om såkaldt ufrivillige fædre. Begge er klassiske offer-historier i den forstand, at der i dem tegnes tydelige billeder af personer, som har været (eller føler sig) udsat for noget og som i forskellig grad behøver hjælp af andre til at råde bod på dette.

Vi er så vant til strukturen i historier som disse, at afvigelser fra normen springer kraftigt i øjnene. Det sker for eksempel, hvis offeret kun optræder sporadisk eller helt mangler i en ellers åbenbar offer-historie.

I dagene omkring årsdagen for terrorangrebene på Krudttønden og synagogen i København blev et sådant offer-fravær til en historie i sig selv, da Ekstra Bladet gjorde sig flere spekulationer over dét, der kunne ligne en officiel udelukkelse af én af de to dræbte fra den aften. Sandt eller ej, så fik det i hvert fald en ven af det manglende offer til tasterne med et indlæg, der indirekte understreger vigtigheden af at tydeliggøre offeret i en historie:

Nu blev Finn [Nørgaard] selv en historie, og det er underligt at se og høre, hvor mange der fortolker Finn og hans motiver. […] Finn hadede uretfærdighed, magtmisbrug og fascisme i al dens væsen. […] Derfor gik Finn til møde 14. februar 2015, og derfor kom han aldrig hjem. En helt, men også et offer.
Jesper Lynghus, Berlingske, 10 februar 2016

Som man kan læse, er der ikke lang vej mellem offer- og helterollen. Det andet terroroffer, Dan Uzan, blev omtalt som “en ægte dansk hverdagshelt” i statsministerens nytårstale. Han og Finn Nørgaard har begge posthumt modtaget medaljer af den franske stat. Pigerne fra Slagelse er helte, fordi de træder frem og kræver konsekvenser af det svigt, de har oplevet.

Hvis reaktionen er kraftig, når offeret og den potentielle helt ikke fremhæves, så bliver den absolut ikke mindre, når offerrollen tilfalder “den forkerte” – for eksempel når den person, vi egentlig opfatter som skurken i historien, pludselig bliver én, vi kan føle sympati for.

Filminstruktør Manyar Parwani, der er i gang med en dokumentar om 14. februar-gerningsmanden Omar El-Hussein, går bevidst efter at skabe et komplekst, menneskeligt portræt, der, som instruktøren selv beskriver det, skal “skille et symbol ad og vise personen, jeg har fundet, indeni”. Men alene antydningen af at gerningsmanden muligvis kan vise sig selv at være et offer kaster heftige reaktioner af sig:

Verden uden for Nørrebro-miljøet vil gerne have mig til at fortælle én historie om Omar: at han var den her store, onde terrorist, der smadrede vores verden ene mand. Og verden inde i miljøet vil have mig til at fortælle en anden. Alle prøver at påvirke mig til, at det er deres version, der bliver fortalt.
Manyar Parwani, Politiken, 13. februar 2016

Det modsatte – bevægelsen fra offer til skurk – er lige så opsigtsvækkende. Tænk blot på DR-programmet Løgn eller chikane i Mariager, hvor troværdigheden hos den person, vi kender som offer for en hadforbrydelse, Tulle Krøyer, med ét fremstår temmelig flosset.

Manyar Parwani siger selv, at han ikke er forudindtaget og måske blot finder ud, at “han [Omar El-Hussein] er en idiot”. Steen Jensen, dokumentarchef i DR, siger, at Mariager-programmet handler mindre om snagen i privatliv og mere om retssikkerhed og politiarbejde i én af de mest højprofilerede sager i nyere tid.

Begge film skulle altså gerne være illustrationer af, hvad der sker, når vi pludseligt udfordres i vores opfattelse af de roller, som folk tildeles i journalistisk formidling.

Men hvad nu hvis den udfordring er bevidst konstrueret? Hvad sker der, hvis “rollespillet” ikke blot er resultatet af en knap så sort/hvid virkelighed men er en planlagt handling?

I USA skabte tv-dokumentaren Making a Murderer for nylig sensation med sit portræt af det, man kunne kalde en usandsynlig helt. Seriens hovedperson er nemlig ikke blot uskyldigt dømt for – hold fast! – anden gang i sit liv men er også et offer for politikorruption, inkompetence og hævngerrighed. Steven Avery sidder fængslet på livstid for mordet på Teresa Halbach, og med gennemgangen af sagen mod ham får vi indblik i dybt indgroede, strukturelle uretfærdigheder i det amerikanske retssystem.

Der er efterfølgende sået alvorlig tvivl om seriens troværdighed, og Making a Murderer kritiseres med rette for at være både ensidig og manipulerende. Selvom de to instruktører benægter, at serien er et forsvarsskrift for Steven Avery, så lægger de heller ikke skjul på, hvilken overordnet rolle, han spiller:

He was uniquely positioned to take us and viewers from one extreme of the American criminal justice system to the other.
Laura Ricciardi, New York Times, 5. januar 2016

Making a Murderer er et bevidst spil på, at det skaber opmærksomhed, når der sættes spørgsmålstegn ved vores traditionelle rolleopfattelse. I Making a Murderer er det den u-uddannede, fattige og ikke særligt velformulerede mand, der er offer – i stedet for skurk, sådan som den slags white trash med deres grimme tøj og dårlige manerer jo altid er. I Making a Murderer fortælles ikke om tunge beviser, der peger på, at denne mand rent faktisk har begået den forbrydelse, han er anklaget for – for eksempel hører vi hører aldrig om et par klorinplettede jeans og et DNA-spor på mordofferets bil. I Making a Murderer indikerer ubetydelige procedurefejl hos kriminalteknikerne, at der er tale om komplot og konspiration – i stedet for at indikere… ubetydelige procedurefejl.

I Making a Murderer peger formen på indholdet. Dette kunne også ske for dig, hævder serien, og Gud nåde og trøste dig, hvis du selv en dag befandt dig i Steven Averys position. Så ville du nemlig også opleve at blive skurkificeret og at alt, der talte for din uskyld ville blive ignoreret, medens petitesser modsat ville veje tungt. Således – med al (u)ønskelig tydelighed demonstreret – fungerer det amerikanske retssystem. Og således er vi, os allesammen, offentligheden, samfundet… ofre.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan den gode historie – her forstået som den fremragende, journalistiske fortælling – kan ende i en konflikt mellem “virkeligheden” og “dramatiseringen af virkeligheden”. Det kan man også anklage Making a Murderer for, men fordi den går skridtet videre og peger på sig selv som konstruktion blandt andet ved at udfordre offerrollen, styrker den vores blik på grundlæggende opfattelser og fundamentale antagelser. Hænger verden nu også sammen, sådan som vi går og tror, den gør?

Kudos herfra og mere af den slags, tak!

Lyskæde gennem København markerer årsdag for terror søndag 14. februar 2016. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016.

Lyskæde gennem København markerer årsdag for terror søndag 14. februar 2016. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016.

Hvor sigende var det ikke, at det på 2015’s sidste aften var en prinsgemals pensionering, der fik al opmærksomheden? Og det endda efter et år med ubærligt tunge overskrifter: Chokerende terrorhandlinger både ude og hjemme, hjerteskærende flygtningestrømme, amokklima samt hele to ophidsede og opsplittende valgkampe.

Ak ja – således er året splinternyt, men alting alligevel ved det gamle: Frysende, hardcore nyhedsjournalister udfører kendisjournalistik på slotspladsen, mens det personlige trumfer det indholdsmæssige.

Same procedure as every year, som det vist nok hedder – og i tråd hermed bringer Shout Outs lidt statistik over året, der er gået på bloggen.*
*Nogle dage senere end sædvanligt men Shout Outs har rådyrket Sherlock Christmas Special – The Abominable Bride og er stadig i en slags koma. Den serie tager livet af mig.

Shout Outs har i 2015:

  • Registreret 1.347 hits
  • Oplevet mest læseraktivitet onsdag den 30. september (når man ser på dage) – og i marts (når man ser på måneder)
  • Udgivet otte nye indlæg hvoraf det mest læste var En topløs elefant kom marcherende
  • Mest læste artikel fra arkivet var Historiens tråd i Edderkoppens spind
  • Haft flest besøgende fra Danmark, USA og Norge – og en enkelt fra Nicaragua

Godt nytår! Jeg håber, vi ses i 2016.

Happy-New-Year-Greetings-Best-1024x640

Samtale om døden

Shout Outs har altid været en positiv blog, så årets sidste kudos går til BBC-journalist Stephen Nolan, der for en lille måneds tid siden gennemførte et interview, der begynder således:  

I feel like I’ve got to talk to someone, tell somebody about what I’ve seen.
Michael O’Connor til BBC 15. november 2015

Jeg vender tilbage til Stephen Nolans interview men starter et andet sted først.

I kølvandet på terrorangrebet i Paris midt i november har der været en del kritik af mediernes håndtering af begivenheden. Først faldt enkelte journalisters hardcore jagt på øjenvidner via sociale medier en del for brystet. Dernæst gjorde en lang række både danske og internationale medier sig skyldige i at udpege en helt uskyldig kvinde som terrorist ved at bringe et billede af hende i et badekar. Endelig gav terrorangrebet anledning til en generel kritik af den stadigt mere udbredte brug af såkaldt faldskærmsjournalistik, hvor “globalkorrespondenten” flyves ud til verdens brændpunkter, hvorfra han eller hun straks efter landing giver sig til at rapportere udviklinger, reaktioner og komplekse sammenhænge:

Sammen med kollegaer fra resten af verdenspressen stimlede de sammen på de samme steder for at tale med de samme ofre, pårørende eller ’tilfældige franskmænd’ […] og gentage de samme oplysninger, som nyhedsværterne hjemme i studiet i øvrigt læste højt fra de sociale medier.
Lena Odgaard og Rasmus Bøgeskov Larsen, Politiken 30. november 2015

Men er det da slet ikke muligt at få nogen – ja, undskyld udtrykket gode historier – fra Paris i de dage? Vel at mærke uden at trampe klichefyldt rundt i det etiske spinatbed.

Selvfølgelig er der det. Og én af de gode historier er det interview, som jeg citerede i starten af blogindlægget og som blev bragt på BBC Radio knap to døgn efter terrorangrebet: Police to survivors: Wave your hands if you’re alive. Interviewet er med Michael O’Connor, der sammen med sin kæreste overlevede skyderiet på spillestedet Bataclan – og det er ganske enkelt fremragende. “Wave your hands if you’re alive” er en unik, indholdsrig beretning, der trods sine grusomme detaljer også er dybt menneskelig og som ikke efterlader nogen uberørt.

Det er et interview, som er absolut værd at bruge en halv time på. Vær dog opmærksom på, hvis du lytter til det, at interviewet selvsagt indeholder såkaldt grafiske beskrivelser, og at det altså ikke er for børn.

Bagefter – når man har sundet sig lidt – kan man tænke lidt over, hvilken kunst det er at interviewe folk, der er i chok, sådan som Stephen Nolan demonstrerer det i interviewet med Michael O’Connor. Det er faktisk ikke alle og enhver forundt at kunne det. Under Paris-angrebet gør Erkan Øzden det ret godt, da Danmarks Radio får et dansk øjenvidne til Parisangrebet i telefonen, mens TV2’s interview med fodboldspiller Mathias Zanka Jørgensen, der også har været til stede, til gengæld er noget rod. Men hvad er det, der gør forskellen i den situation? Hvorfor løfter O’Connor-interviewet sig så meget over de fleste andre øjenvidneberetninger?

Det er ret interessant, hvorledes klassisk journalistisk spørgeteknik på mange måder minder om debriefing – den metode krisepsykologer bruger til at hjælpe traumatiserede mennesker. Debriefing handler kort sagt at bringe orden i kaos. Om at få folk, der har været udsat for en voldsom hændelse, til at sætte ord på hvad der skete, hvornår det skete, hvem de var sammen med, og hvad de så, hørte, gjorde, følte og tænkte undervejs. Den nærmest minutiøse kortlægning af det faktiske hændelsesforløb og de følelsesmæssige reaktioner undervejs er en hjælp, der gør den traumatiserede bedre i stand til at komme gennem sin oplevelse.

Når man debriefer – eller interviewer – en person, der er dybt chokeret, stiller man rigtig mange såkaldte hv-spørgsmål. Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, hvorfor: Hvornår lagde du først mærke til, at noget var galt? Hvor stod du henne? Var han maskeret? Så han ung ud? Hvad siger dit instinkt, du skal gøre? Tænkte du på, om I ville overleve?
Man tillader ikke store spring i tid eller handling men beder den interviewede om at stoppe op, vende tilbage og uddybe. Man gennemgår skridt for skridt, hvad der er sket, og man opsummerer undervejs:

So it must have seen like an eternity. You’re lying on the ground. These people are still there. You hear praying around you. You hear one of the gunmen blame France and Hollande for you being there […] and the door opens and you see a torch.
Stephen Nolan, BBC 15. november 2015

På papiret kan det virke som en svælgen i rædselsfulde detaljer eller det rene følelsesporno, men når det bliver gjort på en nænsom og respektfuld måde, bliver det ikke kun til en fængslende historie for os, der lytter men også en forløsning for den, der fortæller.

Det er journalistik i sin reneste, mest klassiske form, når det er allerbedst.

These people […] they don’t represent anything […] they shouldn’t define our society.
Michael O’Connor, BBC 15. november 2015

*****

Terror bliver nok desværre årets emne 2015, men fagmagasinet Journalisten har bragt flere interessante artikler og indlæg om journalistikkens vilkår i forbindelse med terrorisme. Nedenfor er links til tre af dem:

 

Noget tekst

Belært af erfaringerne fra Charlie Hebdoe-angrebet slukkede de franske tv-kanaler for deres live-signal foran spillestedet Bataclan. Foto: Vincent Emery/Bestimage

 

 

 

 

 

 

Til slut i dette indlæg kan du se en video, hvori der indgår diademer, pailetter, baldeklæbeteknikker og mulig svindel for millioner af dollars. 

Men først:

Mærker du også savnet efter Jon Stewart og hans Daily Show? Frygter du en tandløs Stephen Colbert efter, han er blevet underholdningsvært? Er du i det hele taget en anelse nyhedssatire-hjemløs for tiden?

Fortvivl ikke. Der er en ny John i byen: Hans efternavn er Oliver og sammen med sit forholdsvist nye program Last Week Tonight, som du kan følge på Youtube, kandiderer han kraftigt til titlen som ny konge af satireland. Last Week Tonight er 30 minutters rørsammen af nyhedsopdatering, respektløs satire, personlig kommentar, dybdegående research – og så er det virkelig, virkelig morsomt.

Shout Outs er på ingen tid blevet afhængig.
Det er jeg ikke alene om. Last Week Tonight har eksplosive seertal på traditionelle såvel som på nyere medieplatforme. Det er der mindst tre gode grunde til.

Last Week Tonight tager sig tid
Det siger sig selv, at et program, der gennemgår ugens fremfor dagens begivenheder bedre kan sortere mellem skidt og kanel og har mere tid til at strukturere og finpudse indslag og jokes. Programmets clou er dog dets faste hovedindslag, hvor John Oliver går i dybden med et enkelt emne, der kan handle om alt lige fra korruption i FIFA til tvangslignende forhold for kyllingefarmere og svindel i skønhedskonkurrencer.

I op til tyve minutter uden reklameafbrydelser – en veritabel e-v-i-g-h-e-d i tv-tid – forklarer, foredrager og fortæller John Oliver, så det umiddelbart uinteressante (skønhedskonkurrencer, come on!) bliver gjort vedkommende, det komplekse forståeligt, de latterlige udstillet og det uretfærdige skåret ud i pap.
Som seer keder man sig aldrig et øjeblik. Hvert eneste indslag er sit eget lille mesterværk logisk bygget op med baggrundstof, cliffhangers og konklusioner – generøst garneret med jokes, punch lines, ordspil og elegante call backs; som for eksempel i dette indslag om madspild, hvor introens all american cheeseburger-reklame får et tankevækkende twist til slut.

Last Week Tonight inddrager hele verden
Man hverken fornærmer eller overrasker vist nogen ved at sige, at de amerikanske aktualitetsshows er … splitter amerikanske. Det er amerikansk politik, amerikansk hverdag og amerikanske issues, der fylder sendetiden, og som international seer kan man da godt føle sig en smule ignoreret. Den amerikanske virkelighed fylder stadig det meste, men i Last Week Tonight er der også plads til indslag om skotsk uafhængighed af Storbritannien og til at udråbe to tjetjenske teenagepigers honeytrap af giftelystne IS-krigere til at være det bedste, der er sket i hele verden den uge.

Shout Outs bliver heller aldrig træt af den løbende et land du ved så lidt om, at du ikke har opdaget dets forkerte placering på kortet-joke eller serien om andre landes præsidenter – for eksempel den med Francois Hollande.

Last Week Tonight er aktivistisk journalistik 
Selvom John Oliver insisterer på, at Last Week Tonight er comedy og dermed indskriver sig i rækken af fake news-programmer, så er der alligevel meget, der taler for, at Last Week Tonight er alt andet end falsk. Holdet bag består af flere tidligere journalister, der er en fact-tjekker ansat og uafhængige eksperter og andre journalister interviewes længe og i dybden for detaljer og ekstra viden.

Det både ligner, lyder og føles grangiveligt som ægte journalistik. Som nu i Miss America-indslaget, hvor John Oliver nægter at tro på, at organisationen bag skulle uddele stipendiater for svimlende 45 mio. dollars om året (den største uddeler i verden intet mindre), som ellers hævdet. Last Week Tonight følger op, søger om og får aktindsigt i skattepapirer fra de fleste deltagende stater – og beviser dermed, at der i bedste fald *SPOILER ALERT* er tale om vildledende spin.

I don’t know what else you’d call that kind of digging through public documents except journalism […] Maybe it’s a more iterative, bloggy form of journalism, but I think it’s inarguably legit.
Andrew Beaujon, medieblogger ved the Poynter Institute til The Daily Beast, 29. september 2014

John Oliver har ikke kun mange seere og stadigt flere fans. Last Week Tonight får også folk op af stolene og tilskrives reel gennemslagskraft i den virkelige verden udenfor tv-studiet. John Oliver-effekten er fænomenet blevet døbt af TIME Magazine – i de tilfælde, hvor indslag i Last Week Tonight har fået skattevæsenet til at se nærmere på tv-prædikanter, rasende internet-brugere til at crashe The Federal Communications Commissions hjemmeside i forbindelse med net-neutralitetsproblematikken samt fået skovlen under John Olivers personlige ærkefjende … FIFA-præsident Sepp Blatter.

Og så kan man jo spørge sig selv om Last Week Tonight med sin aktivistiske blog-lignende journalistik og sin lette, humoristiske stil er svaret på alle medieejeres bønner om brugerinteresse og engagement i en tid, hvor koncentration og fordybelse er en mangelvare, og de tradtionelle medier bløder.

Det må være op til kloge folks analyser at vise.

I mellemtiden kan man jo også bare stilfærdigt nævne, at John Oliver også menes at være ansvarlig for et bidrag på 25.000 dollars indsamlet på kun to dage til Society of Women Engineers. En organisation der uddeler stipendier til kvinder i USA – helt uden at stille krav om kendskab til baldeklæbeteknik.

Gæt selv i hvilken forbindelse det skete: