Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Hvor har det været en fornøjelse at følge de fem første afsnit af DR’s Historien om Danmark! Hvilke fantastiske optagelser af stendysser og sværdslag. Hvilke fint spillede små scener i hytte og på slot. Hvilke interessante eksperter. Og hvilken suveræn fortæller i Lars Mikkelsen.
Sjældent har Shout Outs været så glad for at betale licens.

For nogle år siden arbejdede jeg selv med vidensformidling, da jeg var kommunikationsmedarbejder på et hospital og forsøgte at få den nyeste medicinske forståelser og avanceret neurokirurgi ned på papir. Siden da har jeg næret den største beundring for de, der er i stand til at formidle videnskab og forskning i et sprog, så vi alle kan følge med. For tro mig: Vidensformidling af den kaliber, som DR har præsteret i løbet af foråret, er altså ikke noget, man bare lige hiver ud af ærmet. Det kan gå helt galt, sådan som det f.eks. gjorde under transmitteringen af en solformørkelse på Færøerne for et par år siden.

Naturligvis er der forskel på fagområder – men om du formidler astronomi, molekylærbiologi eller vikingetid, så er spørgsmålene til formidlingen den samme: Hvilken overordnet fortælling ligger der i dataene, hvilke skift eller afgørende forandringer udgør forskellen på dengang og nu, og hvordan giver man den så at sige noget Netflix – altså noget drama, noget svung – uden at gå på kompromis med fagligheden?

Historien om Danmark er overmåde vellykket. Sikke en jættepræstation det må være at strukturere, udvælge og fortælle et materiale, der strækker sig over hundreder, ja tusinder af år – og samtidig lykkes med at få en million seere til at lægge smartphonen fra sig en time hver søndag.
Godt gået DR! Jeg glæder mig til de sidste afsnit i efteråret.

************

Er du også blevet bidt af en gal historiker efter at have set Historien om Danmark og har lyst til mere, så anbefaler jeg, at du lytter til:

  • Hvor stammer vi fra – podcast med dna-detektiv og evolutionsbiolog Eske Willerslev
  • Kongerækken – podcast med historienørderne Anders Olling og Hans Erik Havsteen

Grafik og visuelt design: Uffe Raupach.

Flødeskumsfronten

Kort efter at hele kommentator-købing gik i kollektivt rundhyl, fordi integrationsminister Inger Støjberg postede et billede af sig selv sammen med en festlig othellolagkage, udråbte den tyske avis, Bild, Støjberg til at være Danmarks svar på Donald Trump. “Hun gør opmærksom på sig selv med hårrejsende aktioner på sociale medier”, lød begrundelsen for den præsidentielle sammenligning.

Og sandt er det da også, at Inger Støjberg er eminent til at bringe sig selv i centrum for den ene mediestorm efter den anden – pudsigt nok ofte med mad som omdrejningspunkt. Hvem husker ikke slik-sagen fra Paladsbiografen eller den dér historie om hamburgerryg? Senest er de sociale medier svømmet over i billeder af kage og anmeldelser af pizza.

Mange kloge mennesker har analyseret og beskrevet, hvad det er Inger Støjberg mestrer så behændigt. Shout Outs anbefaler:

Men tilbage til sammenligningen med Trump – for hvad er det egentlig, som Støjberg har til fælles med The Donald?

I traditionel agenda-teori fungerer de etablerede, professionelle medier som gate-keepere i forhold til, hvad der flyder ud i nyhedsstrømmen. Det er dem, der sorterer i informationerne og bestemmer, hvad der skal videre ud til dig og mig. Sådan er det ikke helt længere. Det er vist klart for enhver, at de dagsordensættende processer nu i høj grad også inkluderer sociale medier. I de senere år har sociale medier fungeret både som katalysator, som aktør og som førstehåndskilde – og blogindlæg, facebook-debatter og tweets har sprængt sig vej ind på, videreudviklet og påvirket mediernes dagsorden.

Donald Trump og Inger Støjberg har i udpræget grad grebet denne udvikling. Begge kommunikerer på en måde, der blæser højt og flot på de traditionalle medier og deres monopol på at sætte dagsordenen og udvælge kilderne. I et interview med New York Times, Pithy, Mean and Powerfull: How Donald Trump Mastered Twitter for 2016, mens han endnu blot var kandidat til præsidentposten, har Donald Trump selv beskrevet sin modus operandi:

Han talte om sit Twitter-feed som en moderne avis redigeret ned til en enkelt stemme, nemlig hans egen. En stemme, som med sin egen distinkte stil og uden advokathjælp, mediehjælp og lange, besværlige processer kunne bruges til med magt at slå igen mod fjender og nurse venner.
Berlingske, 10. februar 2017

“De 140 tegns Ernest Hemingway”, kalder Trump sig selv i interviewet. Og selv om man kan være uenig i de litterære kvaliteter ved Trumps tweets, er der ingen tvivl om effekten af dem. Når Trump tweeter sætter det gang i en lind strøm af likes, omtaler og mediehistorier … der så genererer nye tweets, nye omtaler, nye historier.
Youtube-bloggeren The Nerdwriter har i øvrigt begået en ret informativ video, der redegør for sproget i Donald Trump nu herostratisk berømte tweets. Konklusionen er, at Trump tweeter på samme måde, som han taler – altså et sprogbrug som er nærmere talesproget end det skriftsprog, vi ellers er vant til at se og høre fra politikere.

Inger Støjbergs facebookopdateringer fungerer på samme måde: Det er den samme form for enstemmige kanal, der helt alene og med en markant stil er i stand til at positionere Støjberg på medie-agendaen. Og det er det samme lige-ud-ad-landevejen sprog- og billedsprog, hun benytter sig af. Effekten er tilmed den samme: Donald Trump blev valgt til USA’s præsident, Inger Støjberg er blevet udråbt til den mest populære minister flere gange.

Summa summarum: Bild havde ret. Danmark har faktisk en politiker, der i hvert fald i sin kommunikation ligner Donald Trump en hel del.

PS: Donald Trump tweeter også om mad. Sidste år fejrede han Cinco de Mayo, der er en fejring af mexikansk kultur og historie, med et billede af sig selv spisende en kæmpe portion taco. “I love hispanics”, skrev han. Det blev folk også sure over.

Flødeskumsfronten var tyske soldaters betegnelse for besættelsen af Danmark – den rene loppetjans i forhold til andre langt mere barske fronter.
Foto fra Facebook.

Det er gerne, når tingene bliver sat på spidsen – trukket ud i det ekstreme eller simpelthen går galt – at deres grundform står tydeligere frem, fordi det som egentlig var meningen pludselig bliver så åbenbart.

Det sker for eksempel i det berømte giraf-interview fra foråret 2014, hvor zoodirektør Bengt Holst nægter at indtage sin tiltænkte rolle og derfor – til journalistens stigende frustration – svarer som ekspert i stedet for som part. Et meta-interview kan man vist godt kalde det, fordi det illustrerer forskellene i de interview-roller, man traditionelt arbejder med i journalistikken.

Og det skete for nogle uger siden, hvor et skypeinterview med Koreaekspert Robert E. Kelly bliver forstyrret af en perlerække af perfekt timede ultrakomiske indslag. Lige fra døren i baggrunden går op, og Kelly’s datter smådanser sig vej gennem rummet, til samme dør cirka 30 sekunder senere lukkes igen efter en imponerende opvisning af Fru Kelly’s børneindfangningsevner. Et lille, meget morsomt, hverdagsdrama.

Robert Kelly’s backstage torpederer frontstage-interview er andet og mere end et godt grin. Det lille, uperfekte øjeblik, som interviewet udgør, sætter spotlight på noget af det, der tales allermest om lige for tiden:

Robert Kelly er hverken journalist eller korrespondent. Han er professor i statskundskab på Pusan National University i Sydkorea, og nu stiller han op til interview om korruptionssagen mod præsident Park Geun-Hye. Interviewet er vigtigt for ham – hvis det går godt, vil BBC måske bruge ham som ekspert igen. Derfor har han taget jakke og slips på og camufleret sit soveværelse, så det ligner et kontor; der hænger et verdenskort i perfekt kamerahøjde på væggen, og sengens fodende er skjult under et par nette bogbunker.

Det er alletiders, at Robert Kelly har lagt så meget hjerte i interviewet.

Først og fremmest fordi det er godt, når mennesker med viden og indsigt gerne vil dele dette med os andre. Det er faktisk ikke en given ting – talrige eksempler på chikane og grov sexisme afholder bl.a. kvindelige eksperter fra at udtale sig.
Det er også godt, fordi vi som seere med Kelly som ekspert får en pause fra den udbredte brug af faldskærmsjournalistik, hvor “globalkorrespondenten” dumpes ned i ugens brændpunkt og straks giver sig til at rapportere.

Nogle komikere har lavet en spoof på Kelly’s interview, hvor en supermor svarer på spørgsmål, mens hun samtidig holder styr på løbske børn, ordner strygetøj og desarmerer en bombe. Det er også en sjov video, men hér på bloggen er holdningen, at Kelly-interviewets fineste kvalitet netop er Robert Kellys (næsten) stoiske ro.

At tænke sig – og nu kommer pointen – en ekspert, der midt i kaos bevarer fatningen og venter, til stormen er drevet over, så vi andre alligevel, trods alt virvaret har en chance for at blive klogere på et emne. I en tid hvor falske nyheder sætter dagsordenen, hvor den amerikanske præsident voksenmobber pressen, og et begreb som alternative fakta eksisterer, er det ganske enkelt befriende.

Robert E. Kelly; din familie er sød, og så er du en journalistisk helt.

Kudos.

Indrømmet: “Fornuft bevare Danmark” er planket fra Kirsten Birgits forrygende nytårstale, som hun holdt på DR3 i de døende timer af 2016. Jeg har linket til talen i bunden af indlægget, og du skulle tage og se den – der er både slow beer, en blomst og nogle usamarbejdsvillige smøger med.

I sin tale sætter Kirsten Birgit fingeren på et af tidens største plager: De mange red herrings – det vil sige falske eller misledende politiske og mediemæssige issues – der præger dagsordenen. Red herrings er misledende, fordi de flytter og vender vores opmærksomhed væk fra Det Virkeligt Vigtige – det, som vi burde debattere og snakke om. Og nej, det er ikke spørgsmålet om hygge er en særlig dansk værdi eller hvilken slags kage, der passer til en polterabend.

Noget af Det Virkeligt Vigtige er sikkerheden for de såkaldte frontlinjemedarbejdere i vores samfund. Et emne der for alvor kom på dagsordenen i påsken 2016 med det femte drab på en psykiatri-ansat inden for 4 år, og som desværre blev sørgeligt aktuelt kort før jul, da en politibetjent blev skudt ned.
Heldigvis er det ikke et emne, der lader til at glide ud i glemslen. Politiken og TV2 Lorry har rapporteret løbende siden dengang i marts og sagens uofficielle talsperson, Mia Kristina Hansen, kollega til den myrdede sosu-assistent på Lindegården, fortsætter utrætteligt med at fastholde mediers og politikeres opmærksomhed.*

*Shout Outs håber at have bidraget lidt til dette. Mit indlæg Den højeste pris er bloggens mest læste, delte og kommenterede nogensinde – selv i Kazakhstan var der nogen, der klikkede sig ind. 

Jeg plejer at slutte af med lidt statistik over året, der gik på bloggen, men da Shout Outs har “fødselsdag” her i januar og runder et halvskarpt hjørne, får I – med tak fordi I læser med – en udvidet kavalkade af festlige & fornøjelige højdepunkter fra fem år (!) i bloguniverset:

Godt nytår!

Må fornuften være med jer i 2017!

 

Verden efter Trump

En bølge af selvkritik ruller gennem den globale nyhedslandsby i disse dage. For hvordan i al-vide-verden kunne så mange meningsmålinger, så mange eksperter og kommentatorer, så mange journalister ramme så meget udenfor skiven og totalt overse den opbakning, der nu har gjort Donald J. Trump til Amerikas president elect?

Hvordan kunne de allesammen misse, at præsidentvalget var et spørgsmål om identitet snarere end politik – kun et halvt år efter briternes exit fra EU blev afgjort på nøjagtig samme grundlag?

Nogle medier føler sig manipuleret. Ført rundt i manegen af en mand, der – kun ved hjælp af sin twitter-konto – åbenbart spiller mediernes spil bedre, end de selv gør. Vel vidende at ingen traditionelle medier længere kan ignorere en debat på de sociale medier, var Trump i stand til at kapre avisernes og tv-stationernes redaktionsmøder og tvinge dem til at reagere på sine provokerende tweets (med hashtags som #CrookedHillary og #DrainTheSwamp), der blev skudt afsted sent om aftenen eller tidligt om morgenen. 140 tegn og dagens agenda var etableret.

Andre bebrejder meningsmålings-journalistikken, hvor fejlagtige og skævvredne målinger om Alt & Intet framer og definerer et nyhedsbillede, der bliver præcis lige så fejlagtigt og skævt. Journalistik er ikke forudsigelser, hedder det, men målinger er en nem måde at grave nyheder op på, og der fortolkes, analyseres og konkluderes i en grad, så det overdøver den virkelige virkelighed dernede i sønderjylland eller derovre i det amerikanske rustbælte, eller hvor den dér virkelighed end befinder sig.

Endelig har der været enorm fokus på falske nyheder, det vil sige direkte løgnagtige og langt-ude-historier om for eksempel Hillary Clintons forbindelse til satanistiske (!) kredse, det mystiske selvmord hos en FBI-undersøger af samme Clintons email-sag, og at den mand, der angreb Donald Trump under en tale stod i forbindelse med terrororganisationen IS. Historier som tilsyneladende stortrives og florerer vidt og bredt på sociale medier. Facebook-stifter Mark Zuckerberg vil nu forsøge at varedeklarere de falske nyheder og sætter dermed en tyk streg under det problematiske i, at hele 62 procent af den amerikanske befolkning henter deres primære nyhedsinformation fra meta-medier som Facebook eller Twitter.

What do I know about it? All I know is what is on the internet.
Donald Trump, NBC News, marts 2016

Fællesnævneren for alt dette er dagsorden. Alting handler om dagsordenen: Hvem og hvad er på dagsordenen, hvordan og hvor længe taler vi om dét, der er på dagsordenen? Det gælder uanset, om det handler om mediernes dagsorden, den offentlige dagsorden eller den politiske dagsorden, og det gælder uanset om emnerne er arbejdsløshed, udkantsdanmark eller kvinder i politik. Og selvom den amerikanske valgkamp på mange måder er ekstrem i forhold til hjemlige forhold, så sætter den alligevel fingeren på nogle spørgsmål, som vi også er nødt til at stille os selv her i Danmark:

  • For hvad nu hvis mediernes dagsorden slet ingen betydning har længere?
    Så kan det vel være lige meget, hvor gode – eller dårlige – de er til at fange og formidle vigtige stemninger og afgørende forandringer i folkedybet.
  • Hvad nu hvis den offentlige dagorden består af tusindvis eller milioner af selvstændige dagsordener sat på sociale medier i såkaldte ekkokamre, hvor vi kun hører de stemmer, vi i forvejen er enige med?
  • Hvad nu hvis almindelige borgere kun i lav grad har indflydelse, når det drejer sig om at sætte dagsordenen for den politiske debat, sådan som en ny undersøgelse af agendasetting fra Københavns Universitet viser?

Tro ikke at det blot er mediernes egen forfængelighed, der er på spil nu. Er man i stand til at sætte flueben ud for alle tre ovennævnte spørgsmål, ja, så tegner det konturerne af en ny scene for politisk debat og agendasetting. En scene hvor grovheder, løgne og amoral på paradoksal vis kommer at fremstå som en understregning af det “autentiske” og “ægte” – i modsætning til alle de andre (læs: garanteret utroværdige og anløbne) modkandidater. En scene hvor seriøse medier, journalister og presse bliver nødt til at finde nye redskaber til at dreje fokus tilbage til en reel politisk diskussion, om hvad der skal prioriteres, og hvordan vi kommer videre med det ene og det andet i fremtiden.

Der er intet alternativ. Ellers bliver det jo i grunden ligegyldigt, hvem man vælger til statsminister eller premierminister eller præsident. Så kan man vælge … hvem som helst.

Tanken er ikke til at bære.

trump

Donald Trump siger og har sagt mange mærkelige ting. Ovenstående er IKKE en af dem, og det falske citat har cirkuleret på nettet i over et år.

Badehotellets død

Det var egentlig en bemærkelsesværdig dækning, der fulgte i timerne og dagene efter nedbrændingen af det berømte vesterhavske badehotel, Svinkløv. Næsten en hel uge gik der vist, før der dukkede reelle historier op om forældede bygningsforeskrifter, og en brandalarm, der krævede manuel igangsætning af heldigvis årvågne hotelgæster. Indtil da flød medierne over af tårer over et mistet arkitektonisk ikon, en tabt gastronomisk og kulturhistorisk perle, svundne tider generelt og evigt ejes kun det tabte.

Sågar et mindeord blev det til:

Jeg husker ingen kælder, ingen trappe nedad og ingen fugtig lugt, ingen brummende lyd af køleelementer. Jeg husker ingen undergrund og afgrund, kun lysekroner i loftet og min lillesøsters varme hånd. Men der var en kælder i dukkehuset, dukkehuset var et almindeligt hus, og i huse er der kældre, også i barndommens huse er der kældre. Det brændte i nat, og de blafrende gardiner og kurvestolene og spar dame brændte med, og alt det pastelfarvede blev larmende rødt og orange.
Johanne Bille, Politiken, 28.9.2016

Vel var det da forfærdeligt synd for Svinkløvs ejere og ærgerligt for alle os andre meeeeen lidt ude af proportioner, kan vi vist godt blive enige om… de øvrige verdensbegivenheder taget i betragtning.

Sorgen over Svinkløv havde nærmest privat karakter, se bare citatet ovenfor, og det fik mig til at tænke over det sprog, der omgiver triste og tragiske nyheder i dag, hvor brugen af eufemismer (altså omskrivninger af “ubehagelige” ord til mindre ubehagelige) lader til at blive mere og mere almindeligt. For eksempel er det ved at være sjældent, at nogen “dør” – næh, de er i stedet “gået bort”, “åndet ud” eller “sovet ind”, som det blev sagt om en mor i et tv-indslag om børns sorg.
Kendte mennesker får et “hvil i fred” med i nyhedsfeedet, når de dør: I dag er det en polsk filminstruktør, for nogle uger siden var det tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, der fik denne sidste hilsen med.

Sideløbende med den hér form for personlig næsten omsorgsfulde sprogbrug findes også det stik modsatte. For eksempel i forbindelse med katastrofer – både naturens og de menneskeskabte; hvor mange lig, ligdele, menneskelige rester og andre makabre detaljer, skulle vi ikke høre om efter nedskydningen af MH17 over Ukraine?
Afdøde kendte mennesker kan også få en tur med den sproglige grovfil. Det skete for Robin Williams for et par år siden, da medierne gik langt over stregen i beskrivelsen af hans død.

Jeg er med på, at balancen mellem at være forsigtig i sit sprog men samtidig beskrive tingene, som de er, kan være svær: På den ene side synes jeg, det er for meget, for omklamrende, for privat at skrive hvil i fred om mennesker, man ikke kender personligt. På den anden side kan det direkte sprog nogle gange simpelthen slå for hårdt.

Det bedste eksempel på, hvordan denne balancegang rent faktisk godt kan lade sig gøre, har jeg allerede skrevet om: Det er Stephen Nolans radiointerview med en overlevende fra spillestedet Bataclan i Paris sidste år, Wave your hands if you’re alive, som trods sit virkelig barske indhold ganske enkelt er fremragende.
Du kan høre interviewet og læse, hvorfor det er så godt i mit indlæg Samtale om døden.

*****

PS Jeg har været på Svinkløv. Det er nok omkring 20 år siden og var fordi, min familie kendte ejerne dengang, og vi var på ferie i området. Vi fik hønsesalat til frokost i den gule stue. Det var en fin dag.

Foto: René Schütze

RIP Svinkløv. Foto: René Schütze

Velkommen til Medina

Velkommen, Medina, til den (forholdsvist) nye journalistiske virkelighed.

Det er en virkelighed, der, som du selv siger det, er optaget af at skrive negativt om f****** alt.
Okay… ALT er måske lige at stramme den, men negativitet eller noget dårligt er rent faktisk én af de moderne nyhedskriterier, der supplerer de klassiske fem (hvoraf én af dem er konflikt) – så i den forstand giver en shitstorm som den, du havnede i for et par uger siden faktisk god mening.

Det er også en virkelighed, hvor færre og færre journalister skal producere mere og mere indhold til flere og flere platforme. Last Week Tonight har fornylig bragt et indslag om netop dette forhold, og selvom det handler om amerikansk printpresse, så passer pointen også ind i en dansk sammenhæng: Nemlig, at når man skal producere meget på kort tid, griber man til det, der forekommer at være nemmest. Det kunne for eksempel være historier, der handler om reaktioner på tidligere historier. Så hvis man allerede én gang har skrevet om sangerinden Medinas besøg i og efterfølgende tv-program om verdens største flygtningelejr – ja, så er det nærliggende at vinkle en opfølger med en reaktion på dette.

Det kaldes i øvrigt kontinuitet, når en nyhed følger i halen på en i forvejen omtalt historie – og det er også et moderne nyhedskriterium. 

Mere skal der altså ikke til, Medina. Negativitet koblet med kontinuitet hæftet på et brandvarmt emne … og du er på vej ind i den perfekte (shit)-storm:

Avisen laver derfor efterfølgende den væsentlige artikel: ”Medina beskyldes for at udnytte flygtningesituationen.” Jep! I hørte rigtigt. Èn af verdens ældste aviser – og måske landets mest konservative – bygger nu historier ud fra, hvad du skriver på Facebook. Så hvis nu jeg fx får en håndfuld venner til at skamrose Donald Trump på Berlingskes Facebook, så får vi til gengæld artiklen ”Danskerne er vilde med Trump” kort efter.
Abdel Aziz Mahmoud, Facebook, 10.8.2016

Journalist Abdel Aziz Mahmoud, der var med i flygtningelejren i Jordan, er her inde på et tredje element, der er i spil i den nye journalistiske virkelighed: De store ændringer der er sket inden for agendasetting.

Det er vist klart for enhver, at agendasetting, som er et andet ord for dagsordensættende processer, nu i høj grad også inkluderer sociale medier. I de senere år har sociale medier fungeret både som katalysator, som aktør og som førstehåndskilde – blogindlæg, facebook-opdateringer og tweets har med andre ord sprængt sig vej ind på, videreudviklet og påvirket mediernes dagsorden. Med Medina-balladen er det blevet tydeligt, at også debatten på sociale medier er blevet en faktor i sig selv.

Debatten på sociale medier er i dag så stor en del af den offentlige debat, at vi naturligvis skal beskæftige os med den journalistisk.
Chefredaktør Jens Grund, Berlingske, 12.8.2016 

Inden for agendasetting opererer man med tre forskellige dagordener, der influerer hinanden i en evig gensidig vekselvirkning: Mediedagsordenen, den politiske dagsorden og den offentlige dagsorden. Den offentlige dagorden udgøres af det, som borgerne taler om og mener er vigtige debatemner – og det er altså den, der nu ikke længere kun afdækkes i meningsmålinger og læserbrevssektioner men på Facebook, Twitter, Instragram og alle de andre sociale medier.

Den nye offentlige dagsorden er blandt andet årsagen til at sådan-oplevede-Twitter-det-reportagerne, som tidligere var forbeholdt større begivenheder – f.eks. efterårsstormen Bodil – efterhånden er afløst af faste magasiner, der løbende fortæller, hvad der foregår på de sociale medier. Digital Dagsorden på Tv2 News er et eksempel på dette, og det var også i sådan en kontekst, at Medina-debatten blev præsenteret i Berlingske.

Spørgsmålet om den “virkelige virkelighed”, som vi hver især oplever den kontra den virkelighed, der præsenteres for os i medier og presse bliver ekstra aktuelt, når en hyperfragmenteret offentlig dagsorden vekselvirker med mediedagordenen. Men selvom verden har forandret sig, så er redskaberne til at håndtere den stadig de samme – og journalistik om debatten på sociale medier skal naturligvis leve op til de samme krav som al anden journalistik. Havde Berlingske blot fulgt almindelig praksis, hvor man tjekker fakta og hører sagens forskellige parter*… ja, hvem ved, om så historien i det hele taget var blevet skrevet?
*hvilket avisen da også har beklaget, at den ikke gjorde

Balladen i Berlingske er således ikke kun en historie om, hvordan et kommentarspor gav sig til at hate på Medina og Abdel og deres tv-program. Det er også en historie om et journalistisk miljø, der blev så presset af indre og ydre omstændigheder (læs: ændrede nyhedsværdier og nye former for agendasetting), at det kom til at skrive noget møg.

Heldigvis er gentagelser ret nemme at undgå. Hvis du tjekker alle oplysninger, hører sagens parter og lader være med at viderebringe tåbeligheder og grimt sprog, ja, så er det bye-bye Medina.

PS: Plus vi undgår den dér Trump-historie, som Abdel nævnte. Den ville også være ret rædsom. På rigtig mange planer.

 

Medina og flygtningene – adgang med Abdel. Kan ses på dr.dk indtil 19. september 2016. Foto: Danmarks Radio