Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Indrømmet: “Fornuft bevare Danmark” er planket fra Kirsten Birgits forrygende nytårstale, som hun holdt på DR3 i de døende timer af 2016. Jeg har linket til talen i bunden af indlægget, og du skulle tage og se den – der er både slow beer, en blomst og nogle usamarbejdsvillige smøger med.

I sin tale sætter Kirsten Birgit fingeren på et af tidens største plager: De mange red herrings – det vil sige falske eller misledende politiske og mediemæssige issues – der præger dagsordenen. Red herrings er misledende, fordi de flytter og vender vores opmærksomhed væk fra Det Virkeligt Vigtige – det, som vi burde debattere og snakke om. Og nej, det er ikke spørgsmålet om hygge er en særlig dansk værdi eller hvilken slags kage, der passer til en polterabend.

Noget af Det Virkeligt Vigtige er sikkerheden for de såkaldte frontlinjemedarbejdere i vores samfund. Et emne der for alvor kom på dagsordenen i påsken 2016 med det femte drab på en psykiatri-ansat inden for 4 år, og som desværre blev sørgeligt aktuelt kort før jul, da en politibetjent blev skudt ned.
Heldigvis er det ikke et emne, der lader til at glide ud i glemslen. Politiken og TV2 Lorry har rapporteret løbende siden dengang i marts og sagens uofficielle talsperson, Mia Kristina Hansen, kollega til den myrdede sosu-assistent på Lindegården, fortsætter utrætteligt med at fastholde mediers og politikeres opmærksomhed.*

*Shout Outs håber at have bidraget lidt til dette. Mit indlæg Den højeste pris er bloggens mest læste, delte og kommenterede nogensinde – selv i Kazakhstan var der nogen, der klikkede sig ind. 

Jeg plejer at slutte af med lidt statistik over året, der gik på bloggen, men da Shout Outs har “fødselsdag” her i januar og runder et halvskarpt hjørne, får I – med tak fordi I læser med – en udvidet kavalkade af festlige & fornøjelige højdepunkter fra fem år (!) i bloguniverset:

Godt nytår!

Må fornuften være med jer i 2017!

 

Verden efter Trump

En bølge af selvkritik ruller gennem den globale nyhedslandsby i disse dage. For hvordan i al-vide-verden kunne så mange meningsmålinger, så mange eksperter og kommentatorer, så mange journalister ramme så meget udenfor skiven og totalt overse den opbakning, der nu har gjort Donald J. Trump til Amerikas president elect?

Hvordan kunne de allesammen misse, at præsidentvalget var et spørgsmål om identitet snarere end politik – kun et halvt år efter briternes exit fra EU blev afgjort på nøjagtig samme grundlag?

Nogle medier føler sig manipuleret. Ført rundt i manegen af en mand, der – kun ved hjælp af sin twitter-konto – åbenbart spiller mediernes spil bedre, end de selv gør. Vel vidende at ingen traditionelle medier længere kan ignorere en debat på de sociale medier, var Trump i stand til at kapre avisernes og tv-stationernes redaktionsmøder og tvinge dem til at reagere på sine provokerende tweets (med hashtags som #CrookedHillary og #DrainTheSwamp), der blev skudt afsted sent om aftenen eller tidligt om morgenen. 140 tegn og dagens agenda var etableret.

Andre bebrejder meningsmålings-journalistikken, hvor fejlagtige og skævvredne målinger om Alt & Intet framer og definerer et nyhedsbillede, der bliver præcis lige så fejlagtigt og skævt. Journalistik er ikke forudsigelser, hedder det, men målinger er en nem måde at grave nyheder op på, og der fortolkes, analyseres og konkluderes i en grad, så det overdøver den virkelige virkelighed dernede i sønderjylland eller derovre i det amerikanske rustbælte, eller hvor den dér virkelighed end befinder sig.

Endelig har der været enorm fokus på falske nyheder, det vil sige direkte løgnagtige og langt-ude-historier om for eksempel Hillary Clintons forbindelse til satanistiske (!) kredse, det mystiske selvmord hos en FBI-undersøger af samme Clintons email-sag, og at den mand, der angreb Donald Trump under en tale stod i forbindelse med terrororganisationen IS. Historier som tilsyneladende stortrives og florerer vidt og bredt på sociale medier. Facebook-stifter Mark Zuckerberg vil nu forsøge at varedeklarere de falske nyheder og sætter dermed en tyk streg under det problematiske i, at hele 62 procent af den amerikanske befolkning henter deres primære nyhedsinformation fra meta-medier som Facebook eller Twitter.

What do I know about it? All I know is what is on the internet.
Donald Trump, NBC News, marts 2016

Fællesnævneren for alt dette er dagsorden. Alting handler om dagsordenen: Hvem og hvad er på dagsordenen, hvordan og hvor længe taler vi om dét, der er på dagsordenen? Det gælder uanset, om det handler om mediernes dagsorden, den offentlige dagsorden eller den politiske dagsorden, og det gælder uanset om emnerne er arbejdsløshed, udkantsdanmark eller kvinder i politik. Og selvom den amerikanske valgkamp på mange måder er ekstrem i forhold til hjemlige forhold, så sætter den alligevel fingeren på nogle spørgsmål, som vi også er nødt til at stille os selv her i Danmark:

  • For hvad nu hvis mediernes dagsorden slet ingen betydning har længere?
    Så kan det vel være lige meget, hvor gode – eller dårlige – de er til at fange og formidle vigtige stemninger og afgørende forandringer i folkedybet.
  • Hvad nu hvis den offentlige dagorden består af tusindvis eller milioner af selvstændige dagsordener sat på sociale medier i såkaldte ekkokamre, hvor vi kun hører de stemmer, vi i forvejen er enige med?
  • Hvad nu hvis almindelige borgere kun i lav grad har indflydelse, når det drejer sig om at sætte dagsordenen for den politiske debat, sådan som en ny undersøgelse af agendasetting fra Københavns Universitet viser?

Tro ikke at det blot er mediernes egen forfængelighed, der er på spil nu. Er man i stand til at sætte flueben ud for alle tre ovennævnte spørgsmål, ja, så tegner det konturerne af en ny scene for politisk debat og agendasetting. En scene hvor grovheder, løgne og amoral på paradoksal vis kommer at fremstå som en understregning af det “autentiske” og “ægte” – i modsætning til alle de andre (læs: garanteret utroværdige og anløbne) modkandidater. En scene hvor seriøse medier, journalister og presse bliver nødt til at finde nye redskaber til at dreje fokus tilbage til en reel politisk diskussion, om hvad der skal prioriteres, og hvordan vi kommer videre med det ene og det andet i fremtiden.

Der er intet alternativ. Ellers bliver det jo i grunden ligegyldigt, hvem man vælger til statsminister eller premierminister eller præsident. Så kan man vælge … hvem som helst.

Tanken er ikke til at bære.

trump

Donald Trump siger og har sagt mange mærkelige ting. Ovenstående er IKKE en af dem, og det falske citat har cirkuleret på nettet i over et år.

Badehotellets død

Det var egentlig en bemærkelsesværdig dækning, der fulgte i timerne og dagene efter nedbrændingen af det berømte vesterhavske badehotel, Svinkløv. Næsten en hel uge gik der vist, før der dukkede reelle historier op om forældede bygningsforeskrifter, og en brandalarm, der krævede manuel igangsætning af heldigvis årvågne hotelgæster. Indtil da flød medierne over af tårer over et mistet arkitektonisk ikon, en tabt gastronomisk og kulturhistorisk perle, svundne tider generelt og evigt ejes kun det tabte.

Sågar et mindeord blev det til:

Jeg husker ingen kælder, ingen trappe nedad og ingen fugtig lugt, ingen brummende lyd af køleelementer. Jeg husker ingen undergrund og afgrund, kun lysekroner i loftet og min lillesøsters varme hånd. Men der var en kælder i dukkehuset, dukkehuset var et almindeligt hus, og i huse er der kældre, også i barndommens huse er der kældre. Det brændte i nat, og de blafrende gardiner og kurvestolene og spar dame brændte med, og alt det pastelfarvede blev larmende rødt og orange.
Johanne Bille, Politiken, 28.9.2016

Vel var det da forfærdeligt synd for Svinkløvs ejere og ærgerligt for alle os andre meeeeen lidt ude af proportioner, kan vi vist godt blive enige om… de øvrige verdensbegivenheder taget i betragtning.

Sorgen over Svinkløv havde nærmest privat karakter, se bare citatet ovenfor, og det fik mig til at tænke over det sprog, der omgiver triste og tragiske nyheder i dag, hvor brugen af eufemismer (altså omskrivninger af “ubehagelige” ord til mindre ubehagelige) lader til at blive mere og mere almindeligt. For eksempel er det ved at være sjældent, at nogen “dør” – næh, de er i stedet “gået bort”, “åndet ud” eller “sovet ind”, som det blev sagt om en mor i et tv-indslag om børns sorg.
Kendte mennesker får et “hvil i fred” med i nyhedsfeedet, når de dør: I dag er det en polsk filminstruktør, for nogle uger siden var det tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, der fik denne sidste hilsen med.

Sideløbende med den hér form for personlig næsten omsorgsfulde sprogbrug findes også det stik modsatte. For eksempel i forbindelse med katastrofer – både naturens og de menneskeskabte; hvor mange lig, ligdele, menneskelige rester og andre makabre detaljer, skulle vi ikke høre om efter nedskydningen af MH17 over Ukraine?
Afdøde kendte mennesker kan også få en tur med den sproglige grovfil. Det skete for Robin Williams for et par år siden, da medierne gik langt over stregen i beskrivelsen af hans død.

Jeg er med på, at balancen mellem at være forsigtig i sit sprog men samtidig beskrive tingene, som de er, kan være svær: På den ene side synes jeg, det er for meget, for omklamrende, for privat at skrive hvil i fred om mennesker, man ikke kender personligt. På den anden side kan det direkte sprog nogle gange simpelthen slå for hårdt.

Det bedste eksempel på, hvordan denne balancegang rent faktisk godt kan lade sig gøre, har jeg allerede skrevet om: Det er Stephen Nolans radiointerview med en overlevende fra spillestedet Bataclan i Paris sidste år, Wave your hands if you’re alive, som trods sit virkelig barske indhold ganske enkelt er fremragende.
Du kan høre interviewet og læse, hvorfor det er så godt i mit indlæg Samtale om døden.

*****

PS Jeg har været på Svinkløv. Det er nok omkring 20 år siden og var fordi, min familie kendte ejerne dengang, og vi var på ferie i området. Vi fik hønsesalat til frokost i den gule stue. Det var en fin dag.

Foto: René Schütze

RIP Svinkløv. Foto: René Schütze

Velkommen til Medina

Velkommen, Medina, til den (forholdsvist) nye journalistiske virkelighed.

Det er en virkelighed, der, som du selv siger det, er optaget af at skrive negativt om f****** alt.
Okay… ALT er måske lige at stramme den, men negativitet eller noget dårligt er rent faktisk én af de moderne nyhedskriterier, der supplerer de klassiske fem (hvoraf én af dem er konflikt) – så i den forstand giver en shitstorm som den, du havnede i for et par uger siden faktisk god mening.

Det er også en virkelighed, hvor færre og færre journalister skal producere mere og mere indhold til flere og flere platforme. Last Week Tonight har fornylig bragt et indslag om netop dette forhold, og selvom det handler om amerikansk printpresse, så passer pointen også ind i en dansk sammenhæng: Nemlig, at når man skal producere meget på kort tid, griber man til det, der forekommer at være nemmest. Det kunne for eksempel være historier, der handler om reaktioner på tidligere historier. Så hvis man allerede én gang har skrevet om sangerinden Medinas besøg i og efterfølgende tv-program om verdens største flygtningelejr – ja, så er det nærliggende at vinkle en opfølger med en reaktion på dette.

Det kaldes i øvrigt kontinuitet, når en nyhed følger i halen på en i forvejen omtalt historie – og det er også et moderne nyhedskriterium. 

Mere skal der altså ikke til, Medina. Negativitet koblet med kontinuitet hæftet på et brandvarmt emne … og du er på vej ind i den perfekte (shit)-storm:

Avisen laver derfor efterfølgende den væsentlige artikel: ”Medina beskyldes for at udnytte flygtningesituationen.” Jep! I hørte rigtigt. Èn af verdens ældste aviser – og måske landets mest konservative – bygger nu historier ud fra, hvad du skriver på Facebook. Så hvis nu jeg fx får en håndfuld venner til at skamrose Donald Trump på Berlingskes Facebook, så får vi til gengæld artiklen ”Danskerne er vilde med Trump” kort efter.
Abdel Aziz Mahmoud, Facebook, 10.8.2016

Journalist Abdel Aziz Mahmoud, der var med i flygtningelejren i Jordan, er her inde på et tredje element, der er i spil i den nye journalistiske virkelighed: De store ændringer der er sket inden for agendasetting.

Det er vist klart for enhver, at agendasetting, som er et andet ord for dagsordensættende processer, nu i høj grad også inkluderer sociale medier. I de senere år har sociale medier fungeret både som katalysator, som aktør og som førstehåndskilde – blogindlæg, facebook-opdateringer og tweets har med andre ord sprængt sig vej ind på, videreudviklet og påvirket mediernes dagsorden. Med Medina-balladen er det blevet tydeligt, at også debatten på sociale medier er blevet en faktor i sig selv.

Debatten på sociale medier er i dag så stor en del af den offentlige debat, at vi naturligvis skal beskæftige os med den journalistisk.
Chefredaktør Jens Grund, Berlingske, 12.8.2016 

Inden for agendasetting opererer man med tre forskellige dagordener, der influerer hinanden i en evig gensidig vekselvirkning: Mediedagsordenen, den politiske dagsorden og den offentlige dagsorden. Den offentlige dagorden udgøres af det, som borgerne taler om og mener er vigtige debatemner – og det er altså den, der nu ikke længere kun afdækkes i meningsmålinger og læserbrevssektioner men på Facebook, Twitter, Instragram og alle de andre sociale medier.

Den nye offentlige dagsorden er blandt andet årsagen til at sådan-oplevede-Twitter-det-reportagerne, som tidligere var forbeholdt større begivenheder – f.eks. efterårsstormen Bodil – efterhånden er afløst af faste magasiner, der løbende fortæller, hvad der foregår på de sociale medier. Digital Dagsorden på Tv2 News er et eksempel på dette, og det var også i sådan en kontekst, at Medina-debatten blev præsenteret i Berlingske.

Spørgsmålet om den “virkelige virkelighed”, som vi hver især oplever den kontra den virkelighed, der præsenteres for os i medier og presse bliver ekstra aktuelt, når en hyperfragmenteret offentlig dagsorden vekselvirker med mediedagordenen. Men selvom verden har forandret sig, så er redskaberne til at håndtere den stadig de samme – og journalistik om debatten på sociale medier skal naturligvis leve op til de samme krav som al anden journalistik. Havde Berlingske blot fulgt almindelig praksis, hvor man tjekker fakta og hører sagens forskellige parter*… ja, hvem ved, om så historien i det hele taget var blevet skrevet?
*hvilket avisen da også har beklaget, at den ikke gjorde

Balladen i Berlingske er således ikke kun en historie om, hvordan et kommentarspor gav sig til at hate på Medina og Abdel og deres tv-program. Det er også en historie om et journalistisk miljø, der blev så presset af indre og ydre omstændigheder (læs: ændrede nyhedsværdier og nye former for agendasetting), at det kom til at skrive noget møg.

Heldigvis er gentagelser ret nemme at undgå. Hvis du tjekker alle oplysninger, hører sagens parter og lader være med at viderebringe tåbeligheder og grimt sprog, ja, så er det bye-bye Medina.

PS: Plus vi undgår den dér Trump-historie, som Abdel nævnte. Den ville også være ret rædsom. På rigtig mange planer.

 

Medina og flygtningene – adgang med Abdel. Kan ses på dr.dk indtil 19. september 2016. Foto: Danmarks Radio

 

Sommertid er lig med agurketid; også kendt som Sauregurkenzeit (de sure agurkers tid) i Tyskland, la época de la serpiente de mar (søslangens tid) i Spanien og The Silly Season i England – og er den lidt udefinerbare periode i løbet af sommeren, hvor mange af de nyheds-genererende aktører, for eksempel Folketing og store virksomheder, ligger stille, og der derfor sjældent er meget at rapportere om. Dette giver, i fald man spørger det alvidende Wikipedia, anledning til “pseudonyheder” og “almindelig sløvhed i nyhedsstrømmen”.

Spørger du Shout Outs er pseudonyheder om udtjente non-issues, alenlange vejrudsigter og opsendelse af diverse politiske prøveballoner hverdagskost i en grad, så det er en smagssag om det 150 år gamle agurkefænomen enten har afskaffet sig selv eller er en permanent tilstand.


* BREAKING * SHOUT OUTS BRINGER ET DEMENTI * BREAKING * 

Jeg har tidligere beklaget mig over den sparsomme satire i det danske medielandskab og sagt, at man var nødt til enten at høre The Now Show på BBC eller se Last Week Tonight på HBO for at få sig et ordentligt skud dagsaktuel politisk satire.

Det var dog IMPONERENDE så uoplyst, jeg har været…

… Når jeg jo bare kunne have tændt for Den Korte Radioavis på Radio24syv alle hverdage klokken 12:05 og modtaget en timelang syngende svirper til politikere, erhvervsliv, medier, nyheds- og godtfolk.

Den Korte Radioavis bestyres med jernhånd af seniorkorrespondent og stjernejournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm panisk flankeret af det moderne mandspjok, nyhedsredaktøren Rasmus Bruun og den søde, hjælpsomme producerassistent Zissel. En dynamisk trio der serverer nyheder i skarp sovs – knaldhurtigt og kompromisløst.

Shout Outs trækker hermed sin tidligere udtalelse tilbage: Der findes faktisk intelligent, oplysende og vanvittig morsom politisk satire på dansk. Det burde ikke kunne lade sig gøre … så meget sker der da heller ikke i lille Danmark, vel? Men det gør der, Den Korte Radioavis leverer, og Shout Outs er kæmpe fan.

Den Korte Radioavis går på sommerferie om et par dage fredag den 24. juni – altså forudsat at der ikke sker noget uforudsigeligt – og det vil Shout Outs også gøre.

God sommer!

Jeg vil i øvrigt fejre, at vi nu officielt er gået ind i agurketiden. Klokken 23.59. nul nul nul dut i aften så starter agurketiden officielt. […] Den 24. [juni] så tager jeg over til Birgit-ø, og så er jeg dér. Så hjælper jeg med at gøre det til den fæstning, det skal være, inden den muslimske horde kommer. Jeg har allerede bestilt spanske riddere.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, Den Korte Radioavis, 1. juni 2016

PS: Du kan jo fordrive agurketiden med at gå på opdagelse i Den Korte Radioavis’ arkiv. Og det er altså podcastarkivet, ikke at forveksle med arkivskabet, du skal se nærmere på:

 

Den højeste pris

Man behøver ikke være del af et verdensomspændende mediesamarbejde for at sætte et vigtigt punkt på dagsordenen.

Dette indlæg er et shout out til Fagbladet Foa, som fortsætter med at skrive om vold og drab på ansatte i psykiatrien – også efter de fleste* store landsdækkende medier har om ikke forladt så i hvert fald nedtonet dækningen af dette issue, der peakede i påsken efter knivdrabet på en sosu-assistent på bostedet Lindegården i Roskilde.
*Med undtagelse af Politiken som har dækket psykiatrien indgående gennem længere tid. 

Alle drab er forfærdelige. Alle drab på en arbejdsplads er chokerende, meningsløse og burde ikke finde sted. Alligevel er jeg nok særligt berørt over de dødsfald, der har fundet sted på ansatte i socialpsykiatrien de sidste fire år – på bostederne Lindegården, Saxenhøj, Ringbo og Blåkærgård … Fordi jeg selv arbejder på et bosted, og som én af mine kollegaer sagde: Så føles det bare ekstra uretfærdigt, når vi, der har en hjælperrolle, betaler den højeste pris.

Journalistik om psykiatri er ofte vinklet omkring det personlige. Hvordan føles det at have en psykisk sygdom, hvilken betydning, for eksempel i forhold til job, har det for den enkelte? Det har man kunnet læse om i Politikens reportageserie De Utilregnelige fra en retspsykiatrisk afdeling eller se på Danmarks Radio, der bragte et tværmedialt psykiatri-tema i foråret 2014. Kun sjældent er der en bredere, samfundsmæssig vinkel i spil – de få undtagelser er historierne om overmedicinering og bæltefiksering – formentlig, fordi det er formidlingen af den personlige oplevelse af det anderledes og gådefulde, som vækker størst interesse.

Men nyhedskriterier er nyhedskriterier, og derfor undrer det mig, at sikkerhedsvinklen er så forholdsvist forsømt. De seneste fire år er fem medarbejdere på bosteder i socialpsykiatrien slået ihjel, mens de har været på arbejde. Det er en meget høj dødsrate for en meget specifik arbejdsplads – alligevel er det kun noget, der tales om, når det sker og ofte går dækningen ikke dybere end til det sensationelle, og reaktionen rækker ikke længere end til klicheer om at “gøre noget” eller “klæde folk bedre på”.

Sidste februar var flere politibetjente ganske tæt på at blive dræbt i tjenesten. Heldigvis skete der ikke noget, men i kølvandet på begivenhederne ved Krudttønden og Den jødiske synagoge er der fulgt omfattende og intensive journalistiske undersøgelser – blandt andet af politiets arbejdsforhold. Der har været historier om politiets mangel på skudsikre veste og andet udstyr i timerne lige efter terrorangrebet, der har været historier om politiets ikke-eksisterende eller mangelfulde skydetræning, og der har været historier om konsekvenserne af de kronisk mange overarbejdstimer.

Og det er ikke, fordi jeg tror, at hverken medier eller folk generelt er mere interesserede i eller synes nogle erhvervsgrupper er vigtigere end andre. Men jeg savner en journalistik, der er lige så systematisk og lige så vedholdende, når det gælder arbejdsforholdene i psykiatrien.

Man kunne for eksempel se nærmere på:

Hvorfor det netop er på bostederne, at drab på ansatte finder sted? Hvilke strukturelle, politiske, økonomiske og sociologiske årsager ligger til grund for en tilsyneladende pludseligt eskalerende voldelig udvikling? Hvad er der gjort eller ikke gjort for at forbedre ansattes sikkerhed? Hvorfor virker det ikke? Skal bostedernes funktion ændres – og i givet fald til hvad?

Som nævnt i starten af indlægget er Politiken et af de få landsdækkende medier, der skriver om psykiatri og tager spørgsmål som disse op. Drabet på Lindegården har kastet en række interessante artikler af sig, og hvis du skal læse bare et par af dem, anbefaler jeg kronikken Historien om et forudsigeligt drab på et bosted samt interviewet med Iben Nybjerg, der er blevet truet med et hakkejern og en smørkniv på jobbet.

På mit arbejde har vi naturligvis talt sammen om det, der skete på Lindegården og de andre bosteder: Hvad skete der, og hvad kan vi gøre for, at det ikke sker hos os. Men snakken om sikkerhed mod vold og ultimativt drab på arbejdspladsen må aldrig blive en snak, der kun finder sted lokalt eller i et fagblad (beklager FOA). Ingen – uanset hvor de arbejder – kan være tjent med at være udsat for stor fare i deres hverdag uden at deres sikkerhed i det mindste italesættes på den nationale mediedagsorden.

Man behøver ikke være del af en kæmpe, global afsløring for at blive hørt.
Opråbet fra en indigneret kollega til den dræbte Vivi Nielsen blev læst af tusinder på de sociale medier, og Mia Kristina Hansens stemme er stadig vægtig nu næsten en måned senere. Hvis du deler, liker og fortæller om dine oplevelser med sikkerheds-issuet i psykiatrien kan du sørge for, at debatten ikke siver væk fra mediebilledet og forhåbentlig i det lange løb være med til at sikre at de, der tager sig af de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund, ikke selv ender som ofre.

 

Foto: Jørgen True

Foto: Jørgen True

Je suis

I går, nogle timer efter bomberne i Bruxelles, lagde Joseph Willits fra London et billede på Facebook: “Je suis … sick of this shit”. Træt af det l***.

Nu kan jeg ikke vide, om han og jeg er trætte af det samme, men det tror jeg.

Jeg er træt af at se de samme billeder; håndholdte og uskarpe fulde af sort røg, blå blink, gule breaking-bånd.
Jeg er træt af at høre de samme lyde: skærende, kommanderende alarmer, sirener, råb og forvirring.
Jeg er træt af faldskærmsjournalistik, hvor reportere står på ryggen af hinanden på det samme gadehjørne og stiller de samme spørgsmål og bringer den samme historie.
Jeg er træt af at diskutere de samme meta-spørgsmål igen og igen: Om studieværter må græde på direkte tv. Om sympati og medfølelse på sociale medier er hyklerisk. Om den massive mediedækning og ønsket om at vide mere reelt fungerer som en gigantisk frygt-forstærker, der medvirker til at holde et hamsterhjul af meningsløs vold i gang.

Jeg er træt af, at det ikke engang overrasker mig, at BBC kommer til at vise optagelser af en eksplosion, der viser sig at være noget helt andet.
Jeg er træt af, at jeg kender terror-drejebogen til hudløshed og véd, hvilken side vi er på nu, og hvilken akt, der er den næste.
Jeg er træt af, at jeg er så træt af den forudsigelige terror-journalistik og de forudsigelige reaktioner på den, at jeg ikke engang kan skrive et ordentligt blogindlæg men må nøjes med en eller anden form for alenlang ordskvalder.

Men mest af alt er jeg træt af, at det, der skete i Belgien i går, er vores allesammens hverdag – alle steder, hele tiden.

Holder det ikke snart op?

*****

Ifølge fagbladet Journalisten har de danske og nordiske medier faktisk begået en eksemplarisk anti-nu går den vilde nyhedsjagt-dækning fra Bruxelles. De har været påpasselige i forhold til usikkerheder og ubekræftede rygter – og de har været hurtige men samtidig tilbageholdende med at vise grusomme billeder. Du kan læse kommentaren Dækningen af Bruxelles var en sejr for medierne på Journalistens hjemmeside.  

Je suis