Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Kongens fald

Det er lidt af en shit-storm, der fejer over det danske medielandskab, efter at kongehuset i kølvandet på en bevæget sommer officielt har meddelt, at Prins Henrik er ramt af demens: “I skulle skamme jer”, lyder det. “Er I så færdige”, spørger nogle andre. Flere mener endda, at pressen skal undskylde over for prins Henrik.

Det skal den naturligvis under ingen omstændigheder. Pressen har udført sit arbejde og rapporteret om en udvikling inden for en betydningsfuld samfundsinstitution. Det var Prins Henriks arbejde at være i medierne i 50 år, og hans ønske om en kongetitel har været kendt næsten lige så længe. Kongehuset har da heller ikke på noget tidspunkt, hverken officielt eller uofficielt, givet udtryk for, at prinsens udtalelser ikke skulle viderebringes:

Hans Kongelige Højhed Prinsen har i forlængelse af den aftalte offentliggørelse [af de ændrede begravelsesplaner] selv ønsket at forklare sine bevægegrunde yderligere. Og det har Prinsen jo ret til.
Lene Balleby, kommunikationschef i kongehuset, TV2, 9. august 2017

Jeg er uenig i vreden mod medierne, men jeg er ikke overrasket over, hvordan den opstår. Den vrede opstår næsten hver gang den såkaldt glade journalistik støder sammen med det, vi almindeligvis kender som kritisk journalistik.

Glad journalistik er historier om kendisser af enhver slags – filmstjerner, realitydeltagere, musikere, sportsfolk, modeller og kongelige. Særligt når det gælder sidstnævnte er den glade journalistik en form for drømmeunivers knyttet til følelser, højdepunkter og oplevelser i den lykkelige families gode liv.

Den glade journalistik er på mange måder modpol til konfliktjournalistikken og dens kritiske spørgsmål og “ubehagelige” vinklinger. Og det slår gnister, når den ene journalistiske genre pludselig befinder sig på den anden genres indholdsområde: Så er det, folk bliver sure over at se hæderkronede journalister småfryse på slotspladsen, mens de spørger til gæsternes tøj. Så er det, folk bliver sure over, at pressen ikke kan lade en gammel, syg mand være i fred.

Og her kunne diskussionen stoppe men den skærmning, som vi nu må gå ud fra, både kongehuset og pressen foretager i forhold til Prins Henrik, rejser en række overordnede spørgsmål:

  • Hvor kognitivt udfordret skal man være for, at ens udtalelser ikke betragtes som gældende?
  • Hvordan stiller det for eksempel autister, psykisk syge … fulde eller påvirkede mennesker?
  • Tager man nu reelt prinsens ytringsfrihed fra ham, fordi hans holdninger kan affejes som tågesnak?
  • Eller har vi alle sammen blot fundet en måde at undvige det prekære spørgsmål om monarkiets fortsatte berettigelse og beståen i Danmark?

Man må som skatteborger spørge sig selv: Hvis man har den her diagnose, og hvis man nu skal have fred og ro, og pressen skal holde sig fra ham osv. osv. har manden så virkelig stadigvæk brug for en hofchef og en privatsekretær og en påklæder og de dér 8.1. mio., vi betaler ham hvert år […] og det er jo altså et spørgsmål, der ikke går væk, fordi manden er erklæret dement.
Trine Villemann, Det Vi Taler Om, Radio 24/7, 8. september 2017

Prins Henrik-sagen (alt inklusive) er potentielt underminerende for monarkiet.

Det er den, fordi den udstiller det skrøbelige fundament, monarkiet hviler på: Skulle Prins Henrik “mod reglerne” udnævnes til konge giver selve dét at have en særlig, nedarvet højstatus-stilling i det danske samfund ingen mening. At han ikke vil begraves sammen med dronningen undergraver desuden det glans- eller drømmebillede, som det er kongefamiliens job at fremstille. Endelig demonstrerer det ærligt talt absurd forfængelige titel-ønske en privilegieblindhed, som selv meget monarkiglade danskere må have svært ved at sluge.

Prins Henriks triste diagnose er tragisk for ham selv og hans familie. Tiden vil vise, om den kommer til at blive andet og mere end blot en kulørt skandale til historiebøgerne.

**********

Der er blevet sagt og skrevet meget om Prins Henrik og det danske monarki denne sommer. Hvis du kun skal læse én ting mere om dette emne anbefaler jeg, at det bliver Kanonkritisk kongegemal-kommunikation – skrevet af Rasmus Jønsson på kforum.dk om kongehusets kommunikation før demens-meddelelsen. Derudover synes jeg, du skal lytte til Det Vi Taler Om – som er en podcast optaget fredag d.8.9.2017 på Radio 24/7 med fokus på Prins Henrik og kongehuset efter demens-meddelelsen.

Foto: Dan Mariegaard

Reklamer

Det er ikke så mærkeligt, at “ubåds-sagen” har grebet mennesker overalt i den globale medielandsby. Fra Kina i øst til USA i vest spekuleres der over, hvad der mon skete ombord på verdens eneste privatejede ubåd, Nautilus, natten mellem 10. og 11. august, og som endte med journalisten Kim Walls død. Det er næsten som om en af de verdenskendte nordic noirs udfolder sig for real denne gang; en tragisk fortælling om det lykkelige, lyse land mod nord med uhyggen lurende lige under overfladen…

For sagen er jo, at historien om Nautilus forløber på samme måde, som en fiktiv fortælling er bygget op: Startende med et anslag, hvor en mulig ulykke fanger opmærksomheden og fortsættende på en måde, hvor vi, der følger med, gradvist bliver klogere efterhånden, som efterforskningen blotlægger brik for brik af mysteriet.

Samtidig er det en historie med to tydeligt tegnede hovedpersoner: Den ene en kreativ excentriker med masser af dokumentarer og portrætter i sin medieportefølje. Den anden ligeledes let identificerbar i form af den journalistik, hun nåede at efterlade.

For slet ikke at tale om selve ubåden. Først en fandenivoldsk, imponerende ingeniørbedrift. I dag: Et gysende, klaustrofobisk, (muligt) gerningssted.

Ikke at fascineres af den historie er nærmest umuligt.

Nautilus er blevet et ondt, sort monster
Overskrift på ekstrabladet.dk, 21. august 2017

Dele af pressen har kritiseret andre dele af pressen for at svælge sensationelt i makabre detaljer. Der er dog trods alt blot tale om en banal, omend opsigtsvækkende, kriminalsag uden de store principielle perspektiver, lyder ræsonnementet.

Men er det nu også rigtigt?

Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om faren for at miste livet på jobbet – både for ansatte i psykiatrien og for freelancejournalister presset ud i risikofyldte områder. Og jeg mener i høj grad, at ubådssagen sætter spotlight på især kvindelige journalisters sikkerhed.

Det er et faktum, at kvindelige journalister overalt i verden dræbes, trues og chikanes, når de udfører deres arbejde. Eksemplerne er legio, og gernings-monstrene har mange forskellige ansigter:

  • Sidste efterår fortalte People-skribent, Natasha Stoynoff, hvordan Donald Trump under i et interview 10 år tidligere pludselig greb fat i hende – I véd selv hvordan.
  • I marts i år døde Miroslava Breach, der dokumenterede organiseret kriminalitet i Mexico, efter at være blevet skudt ned i sin garage.
  • French Open smed i maj en mandlig tennisspiller ud af sin turnering, efter han havde tvangskysset en journalist på direkte tv.
  • Og under finalen i Europa League måtte en svensk reporter søge ly hos en betjent efter, at fodboldfans udviste samme “charmerende” adfærd.

Indtil videre er der ingen, der ved, om Kim Walls køn spillede nogen som helst rolle i hendes tragiske endeligt. Ikke desto mindre har hendes død udløst både det-kunne-have-været-mig-fortællinger og causerier over “den kvindelige urfrygt“.

After traveling and reporting in Africa, Asia and the Caribbean, it was in her native Scandinavia, a supposed bastion of gender parity, in which Kim has disappeared. It’s a chilling reminder that women’s safety can’t be shrugged off as a problem specific to developing countries, as if the west is immune to misogyny.
Sruthi Gottipati, The Guardian, 20. august 2017

Hvis vi skal lære noget som helst af de gruopvækkende dage i august 2017, hvor en svensk journalist aldrig kom hjem efter sin reportage. Hvis ubåds-sagen skal være mere end en etisk udfordret dansk true crime-fortælling. Hvis Nautilus skal ende som andet end et ikonisk billede af en sort ubåd i skandinavisk aftenlys. Ja, så må det være dette: At en kønt smilende journalist, der lytter opmærksomt til din historie er … en kønt, smilende journalist, der lytter opmærksomt til din historie. Punktum.

Ellers ender vi blot med endnu et krimikapitel.

Et rigtigt uhyggeligt ét.

Dér, hvor du er alene med monstret i det ultimativt lukkede rum.

 

Foto: RItzau/privateje

Jeg kan ikke glemme Junes ansigt.

Det dér udtryk af chok og vantro hun har … lige midt i storrumskontoret, da hun bliver bunke-fyret, fordi kvinder ikke længere må arbejde. Som om hun, den latte-drikkende, yoga-dyrkende storby-kosmopolit, knapt tror sine egne ører det sekund, det går op for hende, at “sådan er loven nu”, og en blanding af sorg og komplet disbelief farer gennem hende.

Du kan se øjeblikket i traileren for The Handmaid’s Tale – HBO’s skræmmende gode, dystopiske tv-serie skabt over Margaret Atwoods bestseller, Tjenerindens fortælling – og Shout Outs nye absolutte must see tv.

Det er June eller Offred [til(hørende)Fred], som hun kaldes, der er handmaid – tvangsrugemor for den politiske overklasse i en ikke så fjern fremtid i det totalitære styre Gilead dannet på ruinerne af det, der engang var USA.

The Handmaids Tale er Junes historie, og det er hendes ansigt, hendes øjne, hendes indre monolog, hendes reaktioner, der er i centrum i seriens ugenerte, dvælende nærbilleder: Hendes chok over at blive kaldt slut fuldkommen ud af det blå. Hendes selvtilfredshed over en underdanigt afleveret (og derfor straffri) men overmåde sarkastisk ment replik. Hendes dissociation – en form for tilstræbt ikke-følelse – under de bizarre, kvalmende befrugtningsceremonier. Hendes lige dele uforfalskede raseri og rædsel under lynchingen af en voldtægtsmand:

I rollen som trælkvinde er hun i færd med at henrette en voldtægtsforbryder med de bare næver, og kameraet er fikseret på hendes ansigt. Hun vrider det, som man vrider en karklud, folder det ud igen og vrider det endnu hårdere, indtil det er hinsides smukt og hæsligt. Det er en primalkraft, der kontrollerer muskulaturen, og hendes øjne er morderiske, men også opspærrede i vantro, forfærdet over det spektakel, hun er en del af.
Politiken, 4.5.2017

The Handmaid’s Tale er en eminent eksekveret, personlig fortælling, og det kan man se. Super close up-billederne er filmet med særlige kameraer centimeter fra skuespillernes ansigt, og der er en superb brug af flash back og voice over; to lidt tricky fortællegreb, der ofte bliver belærende over for seeren – for meget tell og for lidt show (hvem husker ikke katastrofen, der var 1864). Det sker på ingen måde i The Handmaid’s Tale, der er et mønstereksempel på form, der peger på indhold.

Karakteristisk nok er det en af Junes replikker, der løfter det personlige op og gør The Handmaid’s Tale til mere end en smukt fortalt beretning om en kvindes tilværelse i et rædselsfuldt, brutalt regime:

Now I’m awake to the world. I was asleep before. That’s how we let it happen. When they slaughtered Congress, we didn’t wake up. When they blamed terrorists and suspended the Constitution, we didn’t wake up then, either. Nothing changes instantaneously. In a gradually heating bathtub, you’d be boiled to death before you knew it.
Offred/June

The Handmaid’s Tale er en horror-historie og en thriller: Der er statautoriseret voldtægt, udstukne øjne, bibelsk begrundede straks-dødsstraffe, blodrøde kåber og forvrænget, ildevarslende musik.
*Prøv at høre “Chased” der er en del af Adam Taylors hjertebankende, urovækkende og fuldstændig fænomenale score.

Men det allermest foruroligende, dét som kryber ind under huden og fæstner sig hos dig, når du ser den, er, hvor meget den ligner … os. Det er vores misogyne sprogbrug, der bliver talt, det er vores protestmarcher, der ender i vold, det er vores borgerrettigheder, der eroderer for øjnene af os. Det er næsten, som om Gilead blot befinder sig en millimeter fra den virkelighed, vi kender.

The Handmaid’s Tale er en sublim kommentar til de politiske og kulturelle jordskælv, vi oplever netop nu. En skræmmende allegori over vores tumultariske samfund af i dag og en kraftig advarsel om, hvad der sker, når kvinders liv ikke længere er deres eget.

Skynd dig at se den.

The-Handmaids-tale3-759x397

Up close and personal. Elisabeth Moss er sublim som Offred/June i The Handmaid’s Tale.

Alle elsker SKAM

Sidst der kom noget stort ud af Norge, var tirsdag d. 22. september 2015. Klokken 14:32 uploadede NRK den første filmbid i den første sæson af ungdomsserien SKAM. Vår skyld, hedder afsnittet, og resten er som bekendt historie.

I dag – små to år senere og få dage før Skams allersidste afsnit ved teenagere i alle aldre over hele verden, at en russebuss er målestok for dit sociale livs succes, at nogle fyre bare er nogle føkboys, og at en kosegruppa kræver hjemmebag.

Shout Outs er også SKAM-fan. Stik imod egne forventninger – det er alligevel et par tiår siden, jeg selv var gymnasieelev – har jeg fulgt, grædt og grinet sammen med Eva, Noora, Isak og alle de andre fra Hartvig Nissens gymnasium i Oslo.

Jeg er vild med SKAMs visuelle stil: Med et kamera der er sluppet løs i skolegården og nu veksler mellem slow motion musikvideo-udtryk, skriggul reklameæstetik og dokumentar-lignende ekstreme close-ups.

Jeg er vild med musikken, der stikker i alle retninger: “Dick in the air” med Peaches, gode gamle Joy Division og Dejlig Er Jorden.

Og jeg er vild med de fortælletekniske greb, hvor brugen af sociale medier fungerer som både underhånds-markedsføring og plot-fremdriver – et kapitel for sig.

Tv-udviklere og medieeksperter vil have analysemateriale til mange år fremover.

SKAM er et moderne, originalt orkestreret kig ind i en virkelighed, der forekommer at være ekstremt realistisk – sådan er det at være et ungt menneske i 2017 – samtidig med, at den grundlæggende er både dybt charmerende og dybt gribende.

Skam er sjov på en skæv måde og skæv på en cool måde og cool på en varm måde og varm på en sjov måde.
Eva Eistrup, Information, 12.8.2016

Det er de fire fortællinger med hver sin hovedperson og hver sin sæson, der er det bankende hjerte i SKAM, og som er kernen i seriens globale appel.

SKAM gør sig selv og sine seere den tjeneste at tage sine figurer, deres historier og det, der optager dem seriøst: Venindesvigt er alvorligt. Det er hævnporno også. Og spiseforstyrrelser. Krigen i Syrien. Feminisme. At gå og tænke på om ens kæreste slår op. At springe ud.

Det forvirrende, modsætningsfyldte teenagelivs ekstistentielle voldsomhed er ingen leg, og i SKAM får det den oprigtige opmærksomhed og behandling, det fortjener.

Under de tidstypiske, senmoderne tematikker, som figurerne Eva, Noora, Isak og Sana gennemlever og bearbejder, ulmer grund-dramaet. De store, universelle, identitetsdannende spørgsmål, der vedrører alle – til alle tider og alle steder: Hvem er jeg? Hvordan lærer jeg mig selv at kende … uden at skamme mig over svaret.

Det er virkelig godt gået. Drittkul faktisk.

Takk Norge.
I er best i verden.
Serr.

Farvel Chris, Eva, Sana, Vilde og Noora. I kendte mig ikke, men jeg kunne sgu godt lide jer.

Hvor har det været en fornøjelse at følge de fem første afsnit af DR’s Historien om Danmark! Hvilke fantastiske optagelser af stendysser og sværdslag. Hvilke fint spillede små scener i hytte og på slot. Hvilke interessante eksperter. Og hvilken suveræn fortæller i Lars Mikkelsen.
Sjældent har Shout Outs været så glad for at betale licens.

For nogle år siden arbejdede jeg selv med vidensformidling, da jeg var kommunikationsmedarbejder på et hospital og forsøgte at få den nyeste medicinske forståelser og avanceret neurokirurgi ned på papir. Siden da har jeg næret den største beundring for de, der er i stand til at formidle videnskab og forskning i et sprog, så vi alle kan følge med. For tro mig: Vidensformidling af den kaliber, som DR har præsteret i løbet af foråret, er altså ikke noget, man bare lige hiver ud af ærmet. Det kan gå helt galt, sådan som det f.eks. gjorde under transmitteringen af en solformørkelse på Færøerne for et par år siden.

Naturligvis er der forskel på fagområder – men om du formidler astronomi, molekylærbiologi eller vikingetid, så er spørgsmålene til formidlingen den samme: Hvilken overordnet fortælling ligger der i dataene, hvilke skift eller afgørende forandringer udgør forskellen på dengang og nu, og hvordan giver man den så at sige noget Netflix – altså noget drama, noget svung – uden at gå på kompromis med fagligheden?

Historien om Danmark er overmåde vellykket. Sikke en jættepræstation det må være at strukturere, udvælge og fortælle et materiale, der strækker sig over hundreder, ja tusinder af år – og samtidig lykkes med at få en million seere til at lægge smartphonen fra sig en time hver søndag.
Godt gået DR! Jeg glæder mig til de sidste afsnit i efteråret.

************

Er du også blevet bidt af en gal historiker efter at have set Historien om Danmark og har lyst til mere, så anbefaler jeg, at du lytter til:

  • Hvor stammer vi fra – podcast med dna-detektiv og evolutionsbiolog Eske Willerslev
  • Kongerækken – podcast med historienørderne Anders Olling og Hans Erik Havsteen

Grafik og visuelt design: Uffe Raupach.

Flødeskumsfronten

Kort efter at hele kommentator-købing gik i kollektivt rundhyl, fordi integrationsminister Inger Støjberg postede et billede af sig selv sammen med en festlig othellolagkage, udråbte den tyske avis, Bild, Støjberg til at være Danmarks svar på Donald Trump. “Hun gør opmærksom på sig selv med hårrejsende aktioner på sociale medier”, lød begrundelsen for den præsidentielle sammenligning.

Og sandt er det da også, at Inger Støjberg er eminent til at bringe sig selv i centrum for den ene mediestorm efter den anden – pudsigt nok ofte med mad som omdrejningspunkt. Hvem husker ikke slik-sagen fra Paladsbiografen eller den dér historie om hamburgerryg? Senest er de sociale medier svømmet over i billeder af kage og anmeldelser af pizza.

Mange kloge mennesker har analyseret og beskrevet, hvad det er Inger Støjberg mestrer så behændigt. Shout Outs anbefaler:

Men tilbage til sammenligningen med Trump – for hvad er det egentlig, som Støjberg har til fælles med The Donald?

I traditionel agenda-teori fungerer de etablerede, professionelle medier som gate-keepere i forhold til, hvad der flyder ud i nyhedsstrømmen. Det er dem, der sorterer i informationerne og bestemmer, hvad der skal videre ud til dig og mig. Sådan er det ikke helt længere. Det er vist klart for enhver, at de dagsordensættende processer nu i høj grad også inkluderer sociale medier. I de senere år har sociale medier fungeret både som katalysator, som aktør og som førstehåndskilde – og blogindlæg, facebook-debatter og tweets har sprængt sig vej ind på, videreudviklet og påvirket mediernes dagsorden.

Donald Trump og Inger Støjberg har i udpræget grad grebet denne udvikling. Begge kommunikerer på en måde, der blæser højt og flot på de traditionalle medier og deres monopol på at sætte dagsordenen og udvælge kilderne. I et interview med New York Times, Pithy, Mean and Powerfull: How Donald Trump Mastered Twitter for 2016, mens han endnu blot var kandidat til præsidentposten, har Donald Trump selv beskrevet sin modus operandi:

Han talte om sit Twitter-feed som en moderne avis redigeret ned til en enkelt stemme, nemlig hans egen. En stemme, som med sin egen distinkte stil og uden advokathjælp, mediehjælp og lange, besværlige processer kunne bruges til med magt at slå igen mod fjender og nurse venner.
Berlingske, 10. februar 2017

“De 140 tegns Ernest Hemingway”, kalder Trump sig selv i interviewet. Og selv om man kan være uenig i de litterære kvaliteter ved Trumps tweets, er der ingen tvivl om effekten af dem. Når Trump tweeter sætter det gang i en lind strøm af likes, omtaler og mediehistorier … der så genererer nye tweets, nye omtaler, nye historier.
Youtube-bloggeren The Nerdwriter har i øvrigt begået en ret informativ video, der redegør for sproget i Donald Trump nu herostratisk berømte tweets. Konklusionen er, at Trump tweeter på samme måde, som han taler – altså et sprogbrug som er nærmere talesproget end det skriftsprog, vi ellers er vant til at se og høre fra politikere.

Inger Støjbergs facebookopdateringer fungerer på samme måde: Det er den samme form for enstemmige kanal, der helt alene og med en markant stil er i stand til at positionere Støjberg på medie-agendaen. Og det er det samme lige-ud-ad-landevejen sprog- og billedsprog, hun benytter sig af. Effekten er tilmed den samme: Donald Trump blev valgt til USA’s præsident, Inger Støjberg er blevet udråbt til den mest populære minister flere gange.

Summa summarum: Bild havde ret. Danmark har faktisk en politiker, der i hvert fald i sin kommunikation ligner Donald Trump en hel del.

PS: Donald Trump tweeter også om mad. Sidste år fejrede han Cinco de Mayo, der er en fejring af mexikansk kultur og historie, med et billede af sig selv spisende en kæmpe portion taco. “I love hispanics”, skrev han. Det blev folk også sure over.

Flødeskumsfronten var tyske soldaters betegnelse for besættelsen af Danmark – den rene loppetjans i forhold til andre langt mere barske fronter.
Foto fra Facebook.

Det er gerne, når tingene bliver sat på spidsen – trukket ud i det ekstreme eller simpelthen går galt – at deres grundform står tydeligere frem, fordi det som egentlig var meningen pludselig bliver så åbenbart.

Det sker for eksempel i det berømte giraf-interview fra foråret 2014, hvor zoodirektør Bengt Holst nægter at indtage sin tiltænkte rolle og derfor – til journalistens stigende frustration – svarer som ekspert i stedet for som part. Et meta-interview kan man vist godt kalde det, fordi det illustrerer forskellene i de interview-roller, man traditionelt arbejder med i journalistikken.

Og det skete for nogle uger siden, hvor et skypeinterview med Koreaekspert Robert E. Kelly bliver forstyrret af en perlerække af perfekt timede ultrakomiske indslag. Lige fra døren i baggrunden går op, og Kelly’s datter smådanser sig vej gennem rummet, til samme dør cirka 30 sekunder senere lukkes igen efter en imponerende opvisning af Fru Kelly’s børneindfangningsevner. Et lille, meget morsomt, hverdagsdrama.

Robert Kelly’s backstage torpederer frontstage-interview er andet og mere end et godt grin. Det lille, uperfekte øjeblik, som interviewet udgør, sætter spotlight på noget af det, der tales allermest om lige for tiden:

Robert Kelly er hverken journalist eller korrespondent. Han er professor i statskundskab på Pusan National University i Sydkorea, og nu stiller han op til interview om korruptionssagen mod præsident Park Geun-Hye. Interviewet er vigtigt for ham – hvis det går godt, vil BBC måske bruge ham som ekspert igen. Derfor har han taget jakke og slips på og camufleret sit soveværelse, så det ligner et kontor; der hænger et verdenskort i perfekt kamerahøjde på væggen, og sengens fodende er skjult under et par nette bogbunker.

Det er alletiders, at Robert Kelly har lagt så meget hjerte i interviewet.

Først og fremmest fordi det er godt, når mennesker med viden og indsigt gerne vil dele dette med os andre. Det er faktisk ikke en given ting – talrige eksempler på chikane og grov sexisme afholder bl.a. kvindelige eksperter fra at udtale sig.
Det er også godt, fordi vi som seere med Kelly som ekspert får en pause fra den udbredte brug af faldskærmsjournalistik, hvor “globalkorrespondenten” dumpes ned i ugens brændpunkt og straks giver sig til at rapportere.

Nogle komikere har lavet en spoof på Kelly’s interview, hvor en supermor svarer på spørgsmål, mens hun samtidig holder styr på løbske børn, ordner strygetøj og desarmerer en bombe. Det er også en sjov video, men hér på bloggen er holdningen, at Kelly-interviewets fineste kvalitet netop er Robert Kellys (næsten) stoiske ro.

At tænke sig – og nu kommer pointen – en ekspert, der midt i kaos bevarer fatningen og venter, til stormen er drevet over, så vi andre alligevel, trods alt virvaret har en chance for at blive klogere på et emne. I en tid hvor falske nyheder sætter dagsordenen, hvor den amerikanske præsident voksenmobber pressen, og et begreb som alternative fakta eksisterer, er det ganske enkelt befriende.

Robert E. Kelly; din familie er sød, og så er du en journalistisk helt.

Kudos.